Aktier: Genmab bidrager til beskedent plus

Med bidrag fra Genmab fortsætter det danske aktiemarked fra åbningen tirsdag den positive stemning, der har givet stigninger i C20 Cap-indekset i de foregående syv handelsdag.

Læs mere
Fold sammen

Efter ti minutters handel ligger det danske eliteindeks 0,2 pct. højere i 1056,83, og det er dermed kommet et skridt tættere på lukkerekorden fra august sidste år på 1064,27.

Også i resten af Europa er der beherskede plusser fra start tirsdag, hvor markedet er ansporet af stigninger på de asiatiske markeder, herunder i Japan og Kina.

MILEPÆLSBETALING TIL GENMAB

Genmab ligger for anden dag i træk i toppen af C20 med en stigning på 1,6 pct. til 1213 kr. Selskabet holdt mandag nyhedsgryden i kog med offentliggørelsen af en milepælsbetaling på over 200 mio. kr. fra partneren Janssen. Betalingen er udløst i forbindelse med det første kommercielle salg af Darzalex i Europa.

Udbetalingen ændrer ikke på Genmabs forventninger til resultatet i 2016, da betalingen allerede var medregnet.

VESTAS-KONKURRENT MED FØRSTE OVERSKUD I FLERE ÅR

Vestas-aktien virker upåvirket af et regnskab fra konkurrenten Suzlon Energy, som med regnskabet for 2015/16 kan fremvise sit første overskud i fem år. Overskuddet lød på 4,8 mia. rupees (ca. 477 mio. kr.) og var hjulpet på vej af en stigning i omsætningen på 69 pct. til 82,6 mia. rupier.

Suzlon har et stærkt fodfæste på sin hjemmemarked, Indien, hvor selskabet i det forgangne regnskabsår øgede sin markedsandel til 26 pct. fra 19 pct. året før på et marked, der udgjorde 3400 megawatt, og som selskabet i indeværende finansår i øvrigt regner med vil vokse 17 pct.

Herhjemme ligger Vestas-aktien 0,02 pct. højere i 475,10 kr.

A.P. Møller-Mærsk, er blandt de faldende aktier, selv om olieprisen de sidste par uger har stabiliseret sig omkring niveauet 48-50 dollar tønden. Selskabets B-aktie falder 0,4 pct. til 8550 kr.

BETINGET FEMERN-KONTRAKT TIL AARSLEFF

Uden for C20 falder Per Aarsleff 2,1 pct. til 163,50 kr., efter at Nordea har sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb" og kursmålet til 183 kr. fra 260 kr. Det sker efter selskabets regnskab for andet kvartal mandag, hvor selskabets nedjusterede forventningerne til hele året. Det fik mandag aktien til at falde 6,7 pct.

Mandag aften oplyste Aarsleff ellers, at det har indgået en betinget kontrakt om tre ud af fire store tunnelkontrakter på Femern-forbindelsen. Den nye kontrakt vil indbringe Aarsleff 0,5 mia. euro.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk