Aktier: Generelle stigninger uden for Tokyo

Læs mere
Fold sammen

De asiatiske aktiemarkeder kryber en anelse op mandag efter en blandet amerikansk jobrapport med skuffende lønninger, der har mindsket risikoen for hurtige renteforhøjelser fra Federal Reserves side.

Samtidig giver handelsspændinger og en truende deadline for den iranske atomaftale anledning til en vis forsigtighed hos investorerne.

Den kommende uge byder også på vigtige data for den kinesiske økonomi og dermed indikationer om den globale efterspørgsel.

MSCI's brede aktieindeks for Asien-Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,2 pct.

I modsætning til flertallet af markederne, er der en negativ stemning i Tokyo. Investorerne følger op på den internationale udvikling i sidste uges helligdage, mens en lille styrkelse af yen samtidig presser markedet.

Nikkei-indekset falder 0,1 pct., og mens det bredere Topix-indeks ligger med et marginalt minus.

På de kinesiske markeder er de positive strømninger derimod fremherskende.

Shanghai Composite og CSI 300-indekset stiger henholdsvis 1,2 pct. og 1,3 pct., mens Hongkongs Hang Seng begrænser stigningen til 0,5 pct.

Blandt de øvrige markeder ligger Taiwans Taiex-indeks med en gevinst på 0,8 pct., Singapores Strait Times-indeks viger 0,1 pct., mens markedet i Sydney er positivt med en stigning på 0,5 pct.

Sydkoreas børs er lukket mandag.

Mandag morgen ligger de amerikanske futures med stigninger i S&P- og Dow Jones-futuren på 0,3 pct., mens Nasdaq-futuren øger 0,7 pct.