Aktier: Generelle kursfald uden for Fastlandskina

De asiatiske aktiemarkeder ligger med relativt store kursfald tirsdag morgen, hvor kun de kinesiske markeder på fastlandet er i plus.

- Vi står midt i en periode med fortsat nervøsitet. Det er en periode med stor usikkerhed, hvor Kina fortsat er investorernes største bekymring. Hvis den kinesiske situationen udvikler sig mere negativt, kan det få større konsekvenser, vurderer analysechef Angus Gluskie fra White Funds Management i Sydney over for Bloomberg News.

På børsen i Tokyo vurderes fredagens overraskende centralbank-træk med negative renter ikke at have samme vedvarende effekt i forhold til at svække yen, som først antaget.

Skuffelsen over, at Bank of Japans nye aggressive politik ikke har den tilsigtede virkning, sender det toneangivende Nikkei 225 aktieindeks ned 0,7 pct., og det bredere Topix-indeks falder ligeledes 0,7 pct.

På det kinesiske fastland er der ganske massive stigninger trods de seneste dages skuffende nøgletal. Nye tiltag for at opretholde væksten synes at blive taget som givet af investorerne, der tager forskud på begivenhederne med stigninger i Shanghai Composite på 2,4 pct., hvilket også gælder CSI 300-indekset. Hongkongs Hang Seng-indeks ligger til gengæld med et minus på 0,8 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger ved sekstiden med fald på 0,6-0,7 pct.