Aktier: Generel positiv start på september men Tokyo halter efter

De asiatiske aktiemarkeder tager hul på september med en generel positiv attitude fredag morgen. Stigninger på Wall Street torsdag og højere amerikansk privatforbrug end ventet trækker de mange producentlande i Asien op.

Det brede MSCI-aktieindeks for Asien-Stillehavsregionen uden for Japan stiger 0,2 pct. i modsætning til de japanske aktier, der efter en positiv start er vendt til negativt territorium.

- Det er beroligende for investorerne at se, at de amerikanske aktier har bundet ud. Men med de vigtige amerikanske data senere på dagen, vil jeg hellere holde min position neutral frem for at udbygge den, siger investeringsstrateg Seiichi Miura fra Mitsubishi UFJ Morgan Stanley i Tokyo til Bloomberg News.

Dagens jobrapport fra USA lægger en dæmper på aktiviteten i hele regionen, mens jobskabelsen, arbejdsløsheden og især lønstigningstakten i USA afventes.

- Lønkomponenten i jobrapporten er nøglen. Hvis lønningerne er steget sammen med beskæftigelsen, vil vi se en klar reaktion i de amerikanske markeder med stigninger i aktier og renter, mens dollar styrkes, vurderer seniorstrateg Junichi Ishikawa fra IG Securities i Tokyo over for Reuters.

I Tokyo ligger de store japanske aktieindeks Nikkei 225-indekset og det bredere Topix-indeks med fald på henholdsvis 0,1 pct. og 0,2 pct. efter en ellers positiv start på dagen.

De kinesiske aktiemarkeder er anderledes positive. Shanghai Composite stiger 0,6 pct., og CSI 300-indekset øger 0,5 pct., mens børsen i Hongkong ligger med et plus i Hang Seng-indekset på 0,4 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger omkring 0,1 pct. fredag morgen.

/ritzau/FINANS