Aktier: Generel pessimisme på de frie markeder i Fjernøsten

De asiatiske aktieinvestorer er generelt pessimister fredag morgen.

Læs mere
Fold sammen

Faldende råvarepriser rammer ned i markederne og medfører et stigende sortsyn og forventninger om reduceret inflation og stagnerende vækst.

Dertil kommer en forholdsvis afdæmpet indtjening i den igangværende regnskabssæson, samt nye skuffende data fra den kinesiske økonomi. Det giver anledning til kursfald i de kinesiske aktier, omend kun i Hongkong, da børserne på fastlandet er bundet på hænder og fødder af de mange nylige krav, påbud og tiltag fra myndighedernes side for at holde markedet oppe.

- PMI-dataene var temmelig ringe og overraskede de fleste analytikere. De støtteforanstaltninger, som er indført af myndighederne på fastlandet for at stabilisere markedet, har ringe indflydelse på aktiekurserne i Hongkong, hvor investorer derfor er mere følsomme over for de økonomiske nøgletal, siger aktiehandler Gerry Alfonso fra Shenwan Hongyuan Group til Bloomberg News.

Det kinesiske PMI-indeks fra Caixin Media og Markit Economics faldt til 48,2 i juli fra 49,4 den foregående måned. Det er den laveste aflæsning i 15 måneder - og lavere end samtlige analytikeres gæt.

Hongkongs Hang Seng-indeks falder 0,7 pct., mens de regulerede markeder på fastlandet som de eneste i Fjernøsten stiger. Shanghai Composite øger med 1,1 pct., og CSI 300-indekset stiger 0,9 pct.

I Tokyo er der derimod en del mismod trods forholdsvis opmuntrende tal fra den lokale fremstillingssektor. Det foreløbige PMI-indeks viste 51,4 i juli efter en stigning fra junis 50,1. Analytikerne havde ventet en aflæsning på 50,5 i juli.

Nikkei-indekset falder alligevel 0,7 pct., mens det bredere Topix-indeks ligger med et minus på 0,6 pct.

Blandt de øvrige børser rammer de faldende råvarepriser hårdt i Sydney, hvor ASX-indekset lukker med et fald på 0,5 pct. Også Taiwans Taiex-indeks falder 0,5 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks dropper 0,8 pct. og Singapores Strait Times dykker 0,2 pct.

Fredag morgen ligger de amerikanske futures med små udsving om nulpunktet efter at være startet positivt i den asiatiske handel.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 -0,7

Topix -0,6

Hongkongs Hang Seng -0,7

China Shanghai Composite 1,1

China CSI 300 0,9

Taiwan Taiex -0,5

Sydkoreas Kospi -0,8

Indiens BSE Sensex -0,2

Singapores STI -0,2

Sydney ASX 200 -0,5

--------------------------------------

#

Indeksværdi kl. 06.15

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk