Aktier: Futures signalerer fin start på amerikansk aktieuge

Wall Street har fået sit gode humør tilbage mandag, hvor futures indikerer en positiv åbning.

Læs mere
Fold sammen

Fredagens usikkerhed om de økonomiske udsigter efter den amerikanske centralbank, Feds, beslutning om at fastholde renten, er afløst af større optimisme om vækstudsigterne, efter at tre Fed-chefer har signaleret, at der stadig er grund til at hæve renten i år.

Futures på tre toneangivende indeks S&P 500, Dow Jones og Nasdaq Composite ligger ved 13.45-tiden omkring 0,5 pct. højere.

I chipsektoren ventes Atmel at stryge til vejrs efter et købstilbud fra Dialog Semiconductor. Købsprisen er aftalt til 4,6 mia. dollar, der vil blive betalt kontant og i form af aktier i det nye selskab. Ifølge Bloombergs beregninger svarer købsprisen til 10,42 dollar per Atmel-aktie, hvilket er en præmie på hele 43 pct. sammenlignet med slutkursen fredag.

I medicinalsektoren er Bristol-Myers Squibb i sidste uge blevet udnævnt til en mulig opkøbskandidat i en analyse fra Piper Jaffray. Det sendte fredag aktien 3,5 pct. højere, og futures indikerer en svagt positiv åbning mandag i størrelsesordenen 0,3 pct. Gilead Sciences, der ifølge Piper Jaffray muligvis vil have gavn af et køb, indikeres 0,6 pct. højere efter et fald på 2,8 pct. fredag.