Aktier: Futures peger ned efter hop i statsrenter på Kina-nyt

Læs mere
Fold sammen

. Rekordernes tid ser i hvert fald for en stund ud vil at være forbi, når det amerikanske aktiemarked åbner onsdag, efter at der har været meldinger om, at Kina overvejer at dæmpe eller stoppe sine opkøb af amerikanske statsobligationer.

Nyheden om Kinas overvejelser, der ikke er bekræftet fra centralt hold, har onsdag sendt renten på den tiårige amerikanske statsobligation op i 2,59 pct. mod et niveau på godt 2,54 pct. tidligere på dagen.

Det er det højeste renteniveau siden marts 2017 og har været med til at sende noget nervøsitet gennem finansmarkedet, hvor de amerikanske aktiefutures peger ned med omkring 0,3-0,5 pct.

- Futures indikerer en ubehagelig åbning, da stigende renter vækker investorerne til en mulig nedsmeltning i statsobligationsmarkedet.

- Mens vi ikke tror, at den kinesiske kvidren er sand, så berettiger bygen af gode makronyheder og stigende energipriser til højere renter, skriver chefmarkedsøkonom Peter Cardillo fra First Standard Financial i en kommentar ifølge Investing.com.

TRE HOVEDINDEKS SATTE REKORD

S&P 500-indekset lukkede tirsdag med et plus på godt 0,1 pct. i rekorden 2751,29, Dow Jones-indekset satte indeksrekord i 25.385,80 efter en stigning på godt 0,4 pct., og Nasdaq-indekset endte dagen 0,1 pct. højere i rekordniveauet 7163,58.

Aktien i den amerikanske smykkekæde Signet Jewelers, som blandt andet forhandler Pandora-smykker, står til kurstæsk fra åbningen onsdag efter offentliggørelsen af nogle skuffende salgstal for slutningen af 2017.

Signets salg faldt samlet set 5,3 pct. over de ni uger frem til årsskiftet sammenlignet med samme periode året før, oplyser det amerikanske selskab i en salgsopdatering onsdag. Tallene dækker over butikker, der har været åbnet et år.

I formarkedet er Signets aktier faldet 6,8 pct., mens Pandora på børsen i København i øvrigt ligger til et fald på 2,8 pct.

Der vil også fortsat være fokus på aktien i kameraproducenten Kodak, der tirsdag steg hele 120 pct., efter nyheden om at selskabet investerer i blockchain-teknologi og har planer om at lancere sin egen kryptovaluta under navnet KodakCoin.

/ritzau/FINANS