Aktier: Futures dykker efter amerikansk jobrapport

Eftermiddagens imødesete jobrapport er ikke faldet i aktiemarkedets smag.

Futuremarkedet falder efter statistikken, der viste en mindre jobskabelse end ventet. Til gengæld faldt arbejdsløsheden mod forventning, og timelønningerne steg mere end ventet, hvilket kan øge sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank strammer sin pengepolitik.

Futures på de toneangivende indeks lå kort før jobtallene marginalt lavere, og er faldet yderligere efter jobrapporten. Futuren på S&P 500-indekset falder med 0,5 pct.

Linkedin ventes under pres, efter at det sociale netværk med fokus på jobmarkedet, nedjusterede resultatprognosen for indeværende kvartal samtidig med, at helårsestimatet blev reduceret til langt under markedets forventninger.

For hele 2016 ser Linkedin et resultat per aktie på 3,05 og 3,20 dollar, og en samlet omsætning på 3,60-3,65 mia. dollar. Her var ventet et plus på 3,77 dollar per aktie og 3,9 mia. dollar i samlet omsætning.

Aktien er dykket med 34 pct. på formarkedet.

Modsat stiger Symantec, der er kendt for sine antivirusprogrammer til computere, med lige over 9 pct. i kølvandet af sit regnskab. Indtjeningen slog forventningerne. Desuden reagerer investorerne ifølge Bloomberg News positivt på omkostningsreduktioner, et tilbagekøbsprogram samt et særligt udbytte på 4 dollar per aktie. Pengene kommer delvist fra et salg af nye aktier for 500 mio. dollar til investeringsfonden Silver Lake.

/ritzau/FINANS

 

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk