Aktier: Frygt for renteforhøjelse giver indledende fald

De amerikanske aktier er åbnet i let negativt terræn fredag, efter at en positiv amerikansk jobrapport formentlig har løftet forventningen til, at Federal Reserve står klar med en snarlig renteforhøjelse.

Læs mere
Fold sammen

Jobrapporten overraskede nemlig ganske positivt, og selv om de gennemsnitlige lønninger ikke steg helt så meget som ventet, vil rapporten styrke den amerikanske centralbank i troen på, at økonomien er parat til at stå på helt egne ben.

De tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, ligger med fald på 0,2-0,6 pct. efter kort tids handel.

Der blev skabt 295.000 nye job uden for landbruget i USA i februar, og det var dermed flere end de 235.000 job, der var ventet blandt økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Arbejdsløsheden faldt i årets anden måned til 5,5 pct. fra 5,7 pct. i januar. Økonomerne havde ventet et fald til 5,6 pct. Lønningerne, der er et springende punkt for Federal Reserve, steg med 0,1 pct. på månedsbasis og 2,0 pct. på årsbasis. Det skal sammenlignes med økonomernes forventninger om stigninger på henholdsvis 0,2 pct. og 2,2 pct.

På selskabsplan er der fokus til detailkæden Foot Locker, der har leveret et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal inden åbningen. Foot Locker leverede en justeret indtjening per aktie på 1 dollar mod ventet 0,91 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Resultatet blev hentet på baggrund af et sammenligneligt salg, der voksede med 10 pct. i kvartalet - klart mere end analytikernes forventning om en fremgang på 5,6 pct.

Aktien stiger med 2,9 pct. til 58,68 dollar i den tidlige handel.

Fremgang er der også til teknologigiganten Apple, der overtager teleselskabet AT&T's placering i Dow Jones-indekset efter lukketid onsdag den 18. marts. Apple får en vægt på omkring 4,3 pct. i indekset, skriver Bloomberg News.

Aktien stiger med 1,5 pct. til 128,26 dollar fra start.