Aktier: Forsigtig start på årets sidste kvartal

De amerikanske aktieinvestorer gik forsigtigt til værks på Wall Street torsdag, hvor et sæt blandede nøgletal ikke kunne få investorerne ud af busken inden dagens vigtige arbejdsmarkedsrapport.

S&P 500-indekset lukkede torsdag med et plus på 0,2 pct. til 1923,82. De tunge aktier i Dow Jones faldt derimod 0,1 pct. til 16.272,01, mens teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset endte dagen med et plus på knap 0,2 pct. til 4627,08.

Omsætningen nåede op på 900 mio. aktier på New York Stock Exchange, mens Nasdaq-børsen omsatte 2,1 mia. aktier.

- Efter de store stigninger, vi så i går (onsdag, red.), tror jeg, at investorerne ønsker at sidde lidt og se, hvad der sker. Vi får beskæftigelsestallene i morgen (fredag, red.). Bunden efter dårlige september-data kommer normalt i oktober, så investorerne bliver siddende på sidelinjen lidt længere, indtil de får noget mere afklaring på tingene, siger kapitalstrateg Matt Maley fra Miller Tabak & Co i New York til Bloomberg News.

Torsdagens økonomiske nøgletal viste, at 277.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomerne ventet 271.000 nye ledige.

Også de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, udviklede sig i september svagere end ventet. Indekset faldt til 50,2 fra 51,1, hvor konsensus blandt økonomerne lød på et indeks på 50,6.

Og måske vigtigere var, at prisindekset faldt til 38,0 fra 39,0 i august. Her var konsensus en stigning til indeks 40,0.

Til gengæld var der positivt nyt fra anlægsinvesteringerne. De steg med 0,7 pct. i august, hvor en rundspørge pegede på en stigning på 0,5 pct.

Set på sektorbasis var der stigninger i halvdelen af S&P 500-indeksets undergrupper med sundhedssektoren og råvareselskaberne i top, mens bunden udgjordes af tele- og forsyningssektorerne.

Det blandede marked var præget af bekymringer om den igangværende opbremsning i Kina plus forvirring om Federal Reserves pengepolitik.

Torsdagens kinesiske PMI-data lå fortsat tæt på et treårigt lavpunkt, hvilket understreger den sløje aktivitet i fremstillingssektoren, og med fredagens vigtige arbejdsmarkedsrapport, ønskede ingen at tage alvorligt del i løjerne på New York-børsen.

Arbejdsmarkedsrapporten vil give en indikation af, hvor robust opsvinget i den amerikanske økonomi er. En del af Federal Reserves pengepolitiske medlemmer, inklusiv centralbankchef Janet Yellen, har vurderet, at den amerikanske økonomi er stærk nok til at kunne modstå højere renter i år - på trods af en vis tøven på sidste måneds pengepolitiske møde. Da var begrundelsen for at udskyde en beslutning den globale markedsuro og den svagere udvikling i Kina.

Ifølge Wall Streets markedsdeltagere er der prissat en 45 pct.s chance for, at Federal Reserve vil forhøje renterne i år, mens 52 pct. satser på en januar-forhøjelse.

Fredag morgen er investorerne fortsat afventende. De amerikanske aktiefutures handles ved 6.15-tiden dansk tid med stigninger på 0,1 pct.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk