Aktier: Ford og Tesla kan køre fra rødt marked

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Det peger på endnu en dag med fald for de ledende aktieindeks i New York. Tirsdag faldt S&P 500-indekset 0,7 pct., Nasdaq Composite tabte 0,8 pct., mens Dow Jones-indekset slap med et dyk på 0,3 pct. - og futures på de tre indeks peger ned med op til 0,2 pct. onsdag.

Det er især en lavere oliepris, der er med til at trykke stemningen på aktiemarkedet. Og tirsdag måtte flere olieselskaber notere sig fald.

Schlumberger, der er verdens største udbyder af services til olieudvinding, faldt med 2 pct. tirsdag - og onsdag peger formarkedet på endnu et fald på omkring 0,6 pct. på aktiekursen.

Det er dog ikke alle selskaber, der ser ud til at gå en dårlig dag i møde. Tirsdag kunne kilder tæt på elbilproducenten Tesla fortælle, at selskabet er på vej til at underskrive en aftale om bilproduktion i Kina. Det fik aktien til at stige med 0,7 pct. tirsdag - og i formarkedet ser det ud til, at aktien kører yderlig op onsdag med 0,5 pct.

Ford trodser USA's præsidents, Donald Trumps, trusler og sender produktionen til Kina. Trump har tidligere varslet økonomiske straffe til firmaer, der sender amerikanske job til udlandet, skriver the Wall Street Journal.

Oprindeligt skulle den nye Ford Focus have været produceret i Mexico, men med udsigt til store besparelser har Ford ændret kurs mod Kina i 2019. Aktien ligger i formarkedet til et plus på 0,8 pct.

Softwareproducenten Adobe Systems, der er verdenskendt for PDF-softwaren Adobe Reader, er kommet med regnskab for andet kvartal i det forskudte regnskabsår 2016/17, som slog analytikernes forventninger. Selskabet fik en justeret indtjening per aktie på 1,02 dollar mod analytikernes forventning på 0,95 dollar ifølge Bloomberg News.

Aktien stiger med 4,9 pct. i formarkedet.

Onsdag byder ikke på de store nøgletal onsdag, der for alvor kan rykke rundt på udviklingen. Investorerne vil få tal for salget af eksisterende boliger i maj. Her er forventningen et fald på 0,4 pct. i maj i forhold til april.

Til gengæld kommer der langt mere nyt fra den makroøkonomiske side både torsdag og fredag, hvor der blandt andet bliver præsenteret tal for nytilmeldte ledige fra USA samt en række PMI-tal fra begge sider af Atlanterhavet.