Aktier: Fokus på Mærsk og DSV i negativ åbning

Tirsdag er der udsigt til, at det danske aktiemarked fortsætter den faldende tendens fra mandag, efter at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at lægge yderligere straftold på en lang række kinesiske varer. Der kan komme fokus på DSV og A.P. Møller-Mærsk.

Tirsdag er der udsigt til, at det danske aktiemarked fortsætter den faldende tendens fra mandag, efter at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at lægge yderligere straftold på en lang række kinesiske varer. Der kan komme fokus på DSV og A.P. Møller-Mærsk. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEAH MILLIS

Donald Trump har anmodet landets handelsministerium om at finde kinesiske produkter, der bedst egner sig til nye toldsatser for i alt 200 mia. dollar. Tolden skal være på yderligere 10. pct., hvilket er den største toldmur, som Trump endnu har anmodet om.

Kinas handelsministerium anser Trumps trussel som »afpresning«, og har meldt ud, at Kina vil gengælde i samme omfang.

Udsigten til en eskalerende handelskonflikt har sat sig i markederne i Asien, der ligger med røde tal.

I USA var markederne også præget af fornyet bekymring omkring den globale samhandel. Det brede S&P 500-indeks mistede mandag 0,2 pct., mens Dow Jones, som er baseret på bare 30 aktier, faldt med 0,4 pct. Nasdaq gik dog marginalt frem, efter fredag at have trukket sig fra sidste uges rekordniveau.

De amerikanske aktiefutures peger mellem 1,0-1,2 pct. ned. Samtidig peger den tyske DAX-future 1,4 pct. ned.

Mandag var det danske eliteindeks, C25, præget af tiltagene fra fredag, hvor Trump annoncerede en liste med nye told-tiltag, og Kina svarede prompte igen. Kun tre selskabsaktier endte mandag i plus, og indekset faldt 1,3 pct. til indeksniveau 1120,17.

SPÆNDINGER KAN RAMME MÆRSK OG DSV

En eskalerende handelskonflikt mellem USA og Kina er skidt nyt for verdenshandlen og dermed for transportselskabet Mærsks aktiviteter inden for containerskibsfragt.

Mærsk var mandag med til at trække C25 ned, da selskabet led under et sænket kursmål hos Clarksons Platou Securities, efter at det mod slutningen af sidste uge kom frem, at Maersk Container Industry (MCI) skal lukke fabrikker i Chile. Mærsk B-aktien lukkede med et fald på 3 pct. til 9460 kr. mandag.

Også logistikselskabet DSV er følsom over for trusler mod den globale samhandel. Dermed er en eskalering i den amerikansk-kinesiske handelskonflikt også dårligt nyt for DSV. Selskabet endte i bunden af C25-indekset mandag med et fald på 3,7 pct. til 536,20 kr.

DSV kan ydermere skæve til det amerikanske selskab Fedex, der sent tirsdag kommer med regnskab.

Vindmølleproducenten Vestas kan også få opmærksomhed i markedet. Tirsdag indledes konferencen Global Offshore Wind 2018 i Manchester, England, og det kan kaste nyt af sig til aktionærerne i Vestas. Vindmølleselskabet har desuden offentliggjort en ordre på 228 megawatt i Australien tirsdag morgen.

Vestas-aktien så længe ud til at skulle slutte mandagen med en stigning, efter at selskabet offentliggjorde en stor ordre i USA sent fredag, men aktien vendte en smule, og Vestas-aktien lukkede med et fald på 0,3 pct. til 418 kr.

/ritzau/FINANS