Aktier: FLSmidth og Novozymes trak fra i grønt C20

Der var store stigninger på det danske aktiemarked mandag, hvor et comeback til FLSmidth og stor fremgang til Novozymes stjal de positive overskrifter.

Læs mere
Fold sammen

Fremgangen på det danske marked var fra morgenstunden inspireret af positive takter på de amerikanske børser sent fredag oven på en svag arbejdsmarkedsrapport, som dog er blevet tolket positivt, fordi den muligvis udskyder den længe ventede renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

- Vi er lidt tilbage til, at dårlige nyheder er gode nyheder, da den skuffende jobrapport øger sandsynligheden for en udskudt renteforhøjelse, og udsigten til lave renter er godt for aktier, siger Jesper Bamberger, senioraktierådgiver i Nordea.

Det danske C20 Cap-indeks lukkede 2,1 pct. højere i 972,92, hvor FLSmidth var et af de selskaber, som sprang i øjnene med et stort kurshop på 4 pct. til 244 kr. Aktien var i sidste uge nede i det laveste niveau i seks år, men har siden haft et mindre comeback.

- Vi ser i hele Europa, at aktier inden for råvarer, olie og energi gør det godt i dag. Og så har Glencore, som var frygtet tæt på konkurs i sidste uge, igen haft medvind. Det er også positivt for sektoren, siger Jesper Bamberger.

I toppen af C20 endte også Novozymes, der annoncerede opkøbet af det amerikanske selskab Pacific Vet Group, som beskæftiger sig med udviklingen af mikroorganismer til blandt andet fjerkræ, for et ukendt beløb.

Novozymes-aktien steg 3,3 pct. til 292,40 kr., men lå også i det terræn, inden opkøbet kom frem, og derfor skal stigningen mere ses i sammenhæng med den positive stemning på markedet generelt.

- Vi ser generelt i dag, at aktier, der har klaret sig dårligt på det seneste, har haft medvind. Det ser vi blandt andet hos Novozymes, Carlsberg og GN, siger Jesper Bamberger.

Aktionærerne i Carlsberg og GN kunne glæde sig over kurshop på henholdsvis 2,9 pct. og 3,6 pct. til 527 kr. og 126,60 kr.

Nogenlunde lige så stor fremgang var der til Vestas-aktien, som steg 3,1 pct. til 359,20 kr. Selskabet kunne mandag nyde udsigten til en konkurrent mindre, da den tyske konkurrent Nordex har købt spanske Accionas vindmølleaktiviteter for 785 mio. euro, hvilket ifølge Nordea er positivt set med danske briller.

- Vi har set, at nogle af de mindre spillere i branchen har været meget aggressive på prisen, og derfor vil en konsolidering være positiv for Vestas i forhold til at få en bedre lønsomhed, siger Jesper Bamberger.

Der var også fremgang til biotekselskabet Genmab, der fortalte investorerne, at det har modtaget en milepælsbetaling på 3 mio. dollar som led i samarbejdet om dets Duobody-platform med selskabet Janssen, der bruger platformen til udviklingen af kræftmidler. Genmab-aktien steg 1,9 pct. til 635 kr.

Blandt de mindre selskaber på Københavns Fondsbørs var der fokus på Bang & Olufsen, som tilsyneladende ved et uheld kom til at afsløre et nyt produkt, som egentlig først skulle have været fremvist tirsdag.

Ifølge branchesiden recordere.dk, der nåede at få fingrene i en produktpræsentation på B&O's hjemmeside, er det nye våben en højttaler ved navn Beolab 90, som kommer til at koste mere end 500.000 kr. per sæt.

Investorerne belønnede med en fremgang til B&O på 0,4 pct. til 48,20 kr. Dermed fortsatte aktien de positive tendenser fra sidste uge, hvor den havde et par gode dage efter regnskabet for første kvartal.

Rederiet Nordens aktie steg 2 pct. til 145,80 kr. Jyske Bank hævede anbefalingen af aktien til "reducer" fra "sælg", mens kursmålet blev sænket til 155 kr. fra 170 kr.