Aktier: FLSmidth i top, da nervøsitet greb markedet

Revanche efter ilde medfart i september trak torsdag FLSmidth-aktien til tops i det danske C20 Cap-indeks, hvor morgenhandlens opstemthed og pæne kursstigninger tonede ud hen over eftermiddagen uden egentlig årsag.

Foto: Nils Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Eliteindekset lukkede torsdag i 954,32 eller 0,2 pct. højere end onsdagens slutniveau, efter at det ved middagstid havde præsteret en stigning på 1,4 pct.

- Det virker som om, at markedet er noget nervøst. Vi ser noget salg, efter at amerikanerne er kommet ind, så det, der umiddelbart så ud til en pæn start på det nye kvartal, er blevet dæmpet noget, siger aktiechef i Sydbank Ole Kjær Jensen, netop mens skuffende ISM-indekset for den amerikanske fremstillingsindustri flashede på handlerskærmene.

- 50,2 - der var ventet 50,6. Ikke så godt. Jamen det er fornyet usikkerhed om økonomien. Og selv om PMI-tallene fra Kina umiddelbart stabiliserede sig lidt, så er det stadigvæk en økonomi, der bevæger sig den forkerte vej. De var ikke dårligere end ventet, men amerikanerne virker lidt mere nervøse ved dem, bemærker Ole Kjær Jensen.

Han ser også stigende tendens til opkøb af put-optioner, der giver investorerne et værn mod faldende aktiemarkeder.

FLSmidth-aktien trodsede udviklingen og steg over dagen 2,9 pct. til 228 kr.

- Generelt har vi set en pæn interesse for mineselskaberne i dag, og så var der så også den aftale med Heidelbergcement. Den vejer også til den positive side, men det er lige så meget sektorbestemt, mener Ole Kjær Jensen.

FLSmidths aftale med Heidelbergcement drejer sig om fjernovervågning af Heidelbergs norske cementfabrik med henblik på optimering af fabrikkens effektivitet. Et nyt spirende forretningsområde for ingeniørkoncernen.

Indeksets nummer to blev GN store Nord med en stigning på 1,8 pct. til 122 kr. Høreapparatselskabet GR Resound offentliggjorde onsdag lanceringen af høreapparatfamilierne Resound Enya og Beltone Ally som sine nye tilbud i mellem- og lavprissegmentet.

Sammen med Novo Nordisk kunne Genmab torsdag puste lidt ud efter angreb på den samlede medicinalbranche fra den amerikanske, demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton, der kræver billigere medicin. Onsdag viste kursudviklingen for de amerikanske medicinalselskaber, at markedet synes at have fordøjet angrebet, og i torsdagen danske aktiemarked steg Genmab-aktien 1,2 pct. til 619 kr., mens Novo-aktien steg 1,2 pct. til 362,50 kr.

Men Novo-aktien ligger dermed fortsat langt fra de stigninger på op til 10 pct., markedet havde ventet, efter at Novo Nordisk fredag i sidste uge fik godkendt sit langtidsvirkende insulinpræparat Tresiba i USA.

Vestas-aktien steg 0,7 pct. til 348,90 kr. efter en pæn ordrehøst op til kvartalsafslutningen onsdag. Vestas sluttede tredje kvartal ved at lande en ordre på 150 megawatt (MW) til USA. Ordren fulgte oven i en bestilling på 93 MW fra Finland tidligere onsdag, og dermed kom Vestas op på samlet 1131 MW i annoncerede ordrer i tredje kvartal og 5899 MW set over hele året indtil nu.

Carlsberg har ifølge Bloomberg News fået indledt analysedækning af den schweiziske storbank UBS, der ifølge nyhedsbureauet starter sin dækning med anbefalingen "neutral". Men Carlsberg-aktien faldt 1,1 pct. til 507 kr.

Investeringsbanken Carnegie har sænket kursmålet for Mærsk med 2000 kr. til 9000 kr., mens anbefalingen fortsat er "sælg". Og ifølge Nordeas kreditanalytiker Alexander Kofoed er det usandsynligt, at A.P. Møller-Mærsks oliedivision, Maersk Oil, vil løbe med en forlængelse af driftskontrakten på det store Al Shaheen-oliefelt ud for Qatars kyst, når den nuværende aftale udløber i 2017. Mærsk B-aktien steg alligevel 0,4 pct. til 10.310 kr.

Rederiet D/S Norden har fået sænket sit kursmål til 180 kr. fra 220 kr. hos Nordea, der vurderer, at den seneste periodes usikkerhed omkring Kina kan komme til at presse aktien. Anbefalingen af Norden er fortsat "køb", men aktien faldt 3,4 pct. til 142,20 kr. i torsdagens handel.

Det amerikanske finanshus Jefferies har hævet kursmålet for Lundbeck-aktien til 225 kr. fra 170 kr., mens den positive anbefaling "køb" bliver gentaget. Medicinal-aktien steg 5,5 pct. til 187,80 kr.

SAS-aktien steg 1,6 pct. til 12,40 kr., efter at flyselskabet annoncerede et salg af datteren Blue1 til Cityjet. Salget vil have marginal påvirkning på flyselskabets resultat før skat og finansposter, mens resultatet efter skat i fjerde kvartal af 2014/15 påvirkes negativt med 90 mio. svenske kr. som følge af færre nedskrivninger.

For Bang & Olufsen var det dagen derpå efter regnskabet for første kvartal 2015/16. Selve regnskabet var ikke imponerende med et driftsunderskud på 104,7 mio. kr. Selskabets topchef, Tue Mantoni, sagde til gengæld, at B&O i næste uge vil løfte sløret for et "imponerende produkt", der skal være med til at fejre selskabets 90-års fødselsdag i november. Det var nok til at imponere investorerne, der sendte aktien op med 8,9 pct. onsdag, og torsdag fortsatte begejstringen med en stigning på 3,5 pct. til 48 kr.