Aktier: FLSmidth bundprop i rødt C20

Ingeniørkoncernen FLSmidth satte onsdag punktum for denne sæsons C20-regnskaber, og det var med et særdeles skuffende et af slagsen. FLSmidth fik en barsk begyndelse på året og sluttede onsdagens handel på sidstepladsen i eliteindekset C20 Cap, der samlet set gik 0,2 pct. tilbage til 1012,43.

Foto: Nils Meilvang

FLSmidth præsterede en omsætning i årets første tre måneder på 3758 mio. kr. sammenlignet med analytikernes forventninger om en omsætning på 4432 mio. kr. og en omsætning på 4683 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Og sammen med omsætningen skred driftsoverskudet på EBITA-niveau og dermed overskudsgraden, som blev skuffende 6,5 pct. mod estimerede 7,9 pct. i analytikerkorpset.

Nederst i regnskabet blev nettooverskuddet reduceret til 115 mio. kr. mod analytikernes forventninger om et overskud på 224 mio. kr. og 272 mio. kr. i overskud i samme kvartal året før.

SKRÆKKELIG JANUAR

- Det drejer sig faktisk kun om et enkelt emne, og det er en meget, meget lav aktivitet i januar. Der er selvfølgelig tale om noget sæsonudsving men også om en skrækkelig begyndelse på året for verdensøkonomien, som fik øjeblikkelig effekt for alle vores aktiviteter. Ikke kun i Mining, men også i Cement. Og det rammer selvfølgelig alle milestones og progressionen i de forskellige projekter, og derfor får vi en lav omsætning, forklarer Thomas Schulz, der er topchef i FLSmidth.

FLSmidth-aktien faldt 3,6 pct. til 240 kr.

MÆRSK I RØDT

Det skuffende FLS-regnskab overskyggede derved en næsten lige så dårlig aktiedag for A.P. Møller-Mærsk, der faldt 1,1 pct. til 8810 kr.

- Mærsk er kommet lidt igen de seneste handelsdage, og olien er stabiliseret en smule. Så det, at Mærsk-aktien falder, kunne indikere noget kortsigtet "profit taking", siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.

I den modsatte ende af indekset glimtede smykkekoncernen Pandora, der side om side med ISS steg 0,7 pct. til henholdsvis 967 kr. og 258,50 kr. uden de store selskabsspecifikke nyheder.

HUG TIL IC GROUP

Uden for C20 var der kursklø til modekoncernen IC Group, der onsdag offentliggjorde regnskab for de første ni måneder af selskabets regnskabsår 2015/2016. Et lavere end ventet salg betød, af selskabet måtte nedjustere sine forventninger til hele året.

IC Group venter nu en flad udvikling i omsætningen og en overskudsgrad (EBIT) på 9 pct. Tidligere regnede selskabet med en vækst på 4 pct. i salget og en overskudsgrad på 10 pct. Aktien faldt 14,9 pct. til 194 kr., hvilket gjorde den til den mest faldende aktie på fondsbørsen onsdag.

OVERSKUD TIL RIAS

Derudover var der onsdag regnskabsnyt fra både Rias, Nordjyske bank og Zealand Pharma. Førstnævnte kunne på baggrund af øget efterspørgsel på hjemmemarkedet notere en stigning i omsætningen og et nettoresultat, der blev vendt fra minus til plus. Rias-aktien lukkede uændret i.

Til gengæld faldt aktien i fusionsbanken Nordjyske Bank med 1,6 pct. til 90,50 kr., efter at regnskabet for årets første tre måneder viste, at landbruget fortsat driller med store nedskrivninger på udlån. Banken fastholder dog forventningerne til hele 2016.

Zealand Pharma, der blandt andet udvikler diabetesmedicin, kom ud af første kvartal med et driftsunderskud på 64,7 mio. kr., hvor højere omkostninger til forskning og udvikling var med til at øge underskuddet med omkring 15 mio. kr. Aktien faldt 4,8 pct. til 120 kr.

Endeligt var der nyt fra allergivirksomheden ALK-Abelló, der har ansat danskeren Carsten Hellmann som topchef, efter at man tidligere på året sagde farvel til Jens Bager. ALK-aktien faldt 1,6 pct. til 1210 kr.

Efter børsluk ventes biotekselskabet Veloxis at komme med regnskab.

/ritzau/FINANS

 

Jonas Mathiesen Bang +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk