Aktier: FLSmidth-aktien løftes af svensk kanonregnskab

Foto: Nils Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Det gik overordentligt godt for industrikæmpen Sandvik i første kvartal, og det er med til at løfte FLSmidth-aktien mandag eftermiddag oven på svenskernes regnskab.

Sandvik havde i kvartalet en omsætningsvækst til 21,8 mia. svenske kr. fra 19,7 mia. svenske kr., mens ordreindgangen steg til 24,9 mia. svenske kr. fra 20,3 mia. svenske kr. et år forinden.

Til sammenligning havde analytikerne ventet henholdsvis 21,3 og 22,8 mia. svenske kr. på de to poster ifølge estimater indsamlet af SME Direkt.

 

Også driftsmarginalen var en positiv overraskelse, så på bundlinjen var der et overskud på 2271 mio. svenske kr. - eller 12 pct. bedre end SME Direkts konsensusestimat.

Sandvik-aktien stiger efterfølgende 4,8 pct. på den svenske børs, mens FLSmidth-aktien stiger 2,3 pct. til 384,50 kr.