Aktier: FLS i toppen efter løftet anbefaling

Ingeniørkoncernen FLSmidth lægger torsdag morgen afstand til de øvrige aktier i det danske eliteindeks. Aktien stiger fra morgenstunden med 3,7 pct. til 259,60 kr.

Foto: DAVID GRAY. Novozymes, der stiger med 0,4 pct. til 294,80 kr., har fået skåret kursmålet af finanshuset til 315 kr. fra 352 kr. Anbefalingen er uændret "hold."
Læs mere
Fold sammen

Stigningen kommer, efter at FLS har fået løftet anbefalingen af finanshuset Goldman Sachs, der mener, at tiden er moden til at købe op i ingeniørkoncernen. Anbefalingen af aktien i det danske selskab løftes til "køb" fra "neutral".

Samlet ligger C20 Cap i et plus på 0,5 pct. til 1024,6 efter de første indledende handler.

ANALYSE SKUBBER BANKERNE FREM

Med i toppen ligger Jyske Bank, der stiger med 1,6 pct. til 322,10 kr. Også Danske Bank og Nordea stiger med henholdsvis 1,4 pct. til 196,70 kr. og 1,4 pct. til 69,70 kr. Sektoren har fået et rygklap af amerikanske Citigroup, der i en analyse er kommet frem til, at de europæiske bankaktier er billigere end de amerikanske.

- Citi opgraderer de europæiske banker i analysen, da de mener, at aktierne i de europæiske banker er billige i forhold til aktierne i de amerikanske. Og det kan give noget medvind til de danske banker i dagens handel, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Den amerikanske finanssektor steg onsdag med 1,5 pct. - og samtlige 17 S&P-banker lukkede med positivt fortegn. Og det kan også være med til at give medvind til bankerne.

- Det er forliget omkring Deutsche Bank, der er fremme igen. Og så har to medlemmer af Federal Reserve været ude og tale for pengepolitiske stramninger. Vi tror på en amerikansk renteforhøjelse til december og ikke allerede i november, da mødet i centralbanken finder sted blot seks dage før det amerikanske valg, siger Martin Bunk, der ikke mener, at centralbanken vil ikke gøre noget så tæt på valget.

BLANDET BUKET AF KURSMÅL OG ANBEFALINGER

Vindmølleselskabet Vestas ligger også med i toppen torsdag morgen. Aktien stiger med 1,5 pct. til 561 kr. Stigningen kommer, efter at JPMorgan Chase har indledt dækning af aktien med anbefalingen "overvægt". Samtidig har den amerikanske storbank sat et kursmål for Vestas på 640 kr.

Det amerikanske finanshus Jefferies har desuden været ude og se på Novozymes, ALK-Abelló og Bavarian Nordic, og resultatet er blevet, at kursmålene er blevet skåret til.

Novozymes, der stiger med 0,4 pct. til 294,80 kr., har fået skåret kursmålet af finanshuset til 315 kr. fra 352 kr. Anbefalingen er uændret "hold."

Og udenfor eliteindekset er kursmålet for ALK-Abelló skåret til 900 kr. mod tidligere 1150 kr., mens anbefalingen er uændret "hold." Aktien falder med 0,8 pct. til 952 kr. I den anden retning går Bavarian Nordic med et plus på 0,8 pct. til 252 kr., efter at Jefferies ellers har skåret 50 kr. af kursmålet til 350 kr. Anbefalingen er "køb".

Onsdag var det Novo Nordisk, der med en stigning på 2,2 pct. trak et plus hjem i det danske eliteindeks steg i modsætningen til fald på de fleste store europæiske børser. Men torsdag er stigningen afløst af et fald på 0,4 pct. til 276,60 kr.

Udenfor C20-indekset holder Nordicom ekstraordinær generalforsamling, hvor hele bestyrelsen efter planen skal skiftes ud. Onsdag offentliggjorde storaktionæren Park Street Asset Management et købstilbud til de øvrige aktionærer på 1 kr. per aktie. Nordicom faldt med hele 13 pct. til 1,74 kr. onsdag - torsdag morgen er aktien ikke handlet.