Aktier: Flere tæsk til medicinal- og biotekindustrien

Der var tirsdag atter fokus på de europæiske aktier i medicinal- og biotekindustrien, hvor danske Genmab endte som sektorens helt store taber. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede stort set uændret i 340,57 mod mandagens lukkeniveau på 338,52.

Læs mere
Fold sammen

Genmab tabte 4,1 pct. af markedsværdien og lukkede i 601,50 kr. I samme sektor var der røde tal for Hikma Pharmaceuticals, Fresenius og Meda, der faldt henholdsvis 7,8 pct. til 2238 pence, 5,2 pct. til 59,69 euro og 3,8 pct. til 117 svenske kr.

De relativt store kursfald bunder i, at den mulige præsidentkandidat Hillary Clinton tilsyneladende fortsætter angrebet mod sektorens høje medicinpriser, hvilket skaber panik på begge sider af Atlanten.

Demokraterne i USA kræver nu også en redegørelse fra blandt andre medicinalkæmpen Valeant om baggrunden for store prisstigninger på medicin, og det får de europæiske kollegaer til at ryste i bukserne.

Der var til gengæld godt nyt på den europæiske vindmøllefront. Vestas kunne tirsdag eftermiddag meddele om en ny ordre på 126 megawatt i Thailand, mens den spanske konkurrent Gamesa kunne skrive 72,5 megawatt i Tyrkiet, Cypern og Kuwait til ordrebogen.

Vestas og Gamesa steg henholdsvis 2,6 pct. til 336,50 kr. og 4,7 pct. til 11,88 euro.

I den for tiden skrøbelige råvaresektor var der endelig godt nyt til den schweiziske minekoncern Glencore, der tabte knap 30 pct. mandag. Glencore-aktien steg tirsdag 16,7 pct., og markerede oplevede derved et gevaldigt comeback fra mandagens mavepuster.

Sent tirsdag meddelte AB Inbev desuden, at sidstnævnte bryggerigigant har flere bankaftaler klar til finansiering af overtagelsen af Sabmiller, som ifølge kilder nær sagen er 70 mia. dollar værd. Sabmiller-aktien steg med 4,9 pct. til 3814 pence. AB Inbev falder omvendt 2,8 pct. til 93,55 euro på børsen i Bruxelles.

/ritzau/FINANS

 

Jonas Mathiesen Bang +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk