Aktier: Flere faktorer sender rød bølge ind over kontinentet

De europæiske investorer har en skidt handelsdag onsdag, hvor der er brede fald på kontinentet blandt andet på grund af ny uro om teknologisegmentet, et globalt hackerangreb og faldende oliepriser.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

I London falder det ledende FTSE 100-indeks med 0,2 pct., mens det franske CAC 40-indeks i Paris går tilbage med 0,6 pct., og det tyske DAX-indeks i Frankfurt tager største bet med et fald på 0,7 pct.

Samtidig dykker det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks med 0,6 pct. Det sker på baggrund af fald til de fleste industrigrupper, hvoraf teknologiaktierne klarer sig dårligst med en isoleret tilbagegang på 1,2 pct.

Blandt andet falder den franske teknologivirksomhed Umicore, der eksempelvis fremstiller genopladelige batterimaterialer, med 3,5 pct., mens Dialog Semiconductor, som er en britisk producent af løsninger til brug i elektroniske apparater, sætter sig 3,2 pct.

Den negative stemning i it-segmentet følger, efter at der også var udsalg blandt teknologiaktierne i tirsdagens amerikanske handel.

I relation til it- og teknologiområdet kan det desuden nævnes, at flere europæiske selskaber er blevet ramt af et hackerangreb kaldet Petya. Blandt dem er danske A.P. Møller-Mærsk, hvis B-aktie falder 0,1 pct., samt den franske byggegigant Saint-Gobain, der går tilbage med 0,6 pct.

Endelig er et nyt fald i olieprisen med til at sætte pres på selskaber inden for energisegmentet. Eksempelvis falder hollandske Shell 0,2 pct., og franske Total dykker med 0,3 pct.