Aktier: Fladt i C20 - Zealand Pharma hopper

Det danske aktiemarked er mandag overordnet set åbnet relativt fladt, hvor ingen aktier i C20 Cap-indekset efter fem minutters handel har rykket sig mere end 0,5 pct. Det danske eliteindeks ligger da også næsten uændret - eller 0,05 pct. lavere i 978,49.

Læs mere
Fold sammen

Vestas topper i indekset efter en stor amerikanske ordre, mens Novo Nordisk ligger i bundregionen, efter at Sanofi og sin danske partner Zealand Pharma er kommet med positivt diabetesnyt. Samtidig fortsætter nedturen for TDC.

- Markedsstemningen har været nervøs i sidste uge, og det venter vi også, at den vil være i denne uge op til resultatet af rentemødet i Federal Reserve på torsdag, siger senioraktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea til Ritzau Finans.

Vestas oplyste fredag aften, at det har fået en stor ordre i USA på 200 megawatt til projektet Coutenay. Ordren er på 100 møller af typen V100-2,0 megawatt, som ventes idriftsat i slutningen af fjerde kvartal af 2016. Kontrakten omfatter levering, funderingsarbejde, installation og idriftsættelse af møllerne samt en treårig serviceaftale af typen AOM 4000.

- Ordreannonceringen fra USA kommer som en god og kærkommen nyhed, efter at vi fik en lidt dårlig nyhed i sidste uge med, at myndighederne afviste godkendelse af en stor britisk havvindmøllepark, siger Jesper Bamberger.

Vestas-aktien har startet ugen med en stigning på 0,4 pct. til 355,90 kr.

- Derudover vil der fortsat være fokus på TDC. Analytikerne står næsten i kø for at skulle nedjustere deres kursmål efter den dårlige nyhed om, at Teleliasonera og Telenor dropper at fusionere deres danske forretninger, siger Bamberger.

Nordea gentager anbefalingen ”sælg” nu med et kursmål på 33 kr. mod tidligere 45 kr.

- Vi frygter, at udbytterne til TDC-aktionærerne bliver skåret ned, og det er jo gift for en aktie som TDC, som er en udbytteaktie. Vi mener også at forventningerne i markedet er for høje, og at sammenlægningen ikke bliver til noget gør bare, at den benhårde konkurrence på det danske mobilmarked kommer til at fortsætte, siger Jesper Bamberger.

Bank of America har reageret ved at sænke anbefalingen af TDC-aktien til "neutral" fra "køb". Det japanske børshus Nomura har ifølge Reuters endvidere sænket sin anbefaling af den europæiske telesektor og skåret kursmålet for TDC til 42 fra 46.

Også amerikanske Morgan Stanley har skåret kursmålet på den danske teleaktie til 46 fra 52. Anbefalingen er uændret ”overvægt”. TDC var fredagens helt store taber med et fald på 7,7 pct. til 37,48 kr., og mandag fortsætter faldet - dog med moderate 0,5 pct. til 37,28

Zealand Pharma kan glæde sig over, at partneren Sanofi har taget endnu et stort skridt mod indsendelsen af registreringsansøgning for diabetesmidlet Lixilan i USA og Europa. Det er sket med endnu et succesrigt fase 3-studie. Registreringsansøgningen ventes fortsat indsendt i fjerde kvartal i USA samt i første kvartal i Europa.

Nyheden sender fra åbningen Zealands aktie op med 7,4 pct. til 131, mens Novo Nordisk, der er stor konkurrent til Sanofi, dykker 0,4 pc.t til 371,40 kr.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk