Aktier: Finsk emballageselskab pakket ind i grønt

Efter en lidt sløj start på dagen er de europæiske aktier kommet i lidt bedre form fredag ved middagstid, hvor der igen er en del regnskaber på menuen - om end ikke så mange som torsdag.

Ganske ligesom torsdag er omsætningen af aktier noget lavere end det glidende gennemsnit, og udsvingene begrænser sig da også til maksimalt 0,5 pct. blandt de største toneangivende indeks på det europæiske kontinent.

FTSE 100-indekset i London stiger med 0,2 pct., mens CAC 40 i Paris løftes 0,4 pct., og DAX-indekset i Frankfurt stiger med 0,03 pct. Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger med 0,2 pct.

Øverst i sidstnævnte indeks er den finske emballageproducent Huhtamäki, der konkurrerer med blandt andre Brdr. Hartmann.

Det finske selskab leverede en omsætning på 714 mio. euro i andet kvartal, hvilket blev omsat til et driftsresultat (EBIT) på 70 mio. euro - en margin på 9,8 pct. fraregnet engangsposter. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en omsætning på 728 mio. euro og et driftsoverskud på 65 mio. euro.

- Vores nøglemarkeder, Sydøstasien, Nordamerika og Europa, ventes at byde på gode vækstmuligheder fremover. De svage forhold på nye markeder gælder mest i Kina, og mens væksten er bremset i Østeuropa, er den stadig på et godt niveau, siger Huhtamäki-chef Jukka Moisio i regnskabet.

Aktien er også umiddelbart på et højt niveau efter rapporteringen, hvor den stiger med 9,7 pct. til 31,69 euro på børsen i Helsinki.

Også flyselskabet Air France-KLM er i fin form på børsen, men i modsætning til Huhtamäki kommer fremgangen ikke efter flotte regnskabstal. Tværtimod. Air France fik endnu engang et underskud i andet kvartal, hvis man kigger på de rene tal.

Til gengæld får det selskabet til at genoverveje sit rutenetværk og udbud, og det kan investorerne godt lide.

- Manglen på resultatmæssig forbedring får os til øjeblikkeligt at implementere yderligere tilpasningstiltag. I særdeleshed drejer det sig om lukning af underskudsgivende ruter, nedadgående kapacitet til den kommende vintersæson og en acceleration og udvidelse af besparelsesinitiativer, siger flyselskabets bestyrelsesformand, Alexandre de Juniac, i forbindelse med regnskabet.

Air France stiger med 3,8 pct. til 6,84 euro på børsen i Paris.

Den franske kollega Danone, der er verdens største yoghurtproducent, leverede en organisk vækst i første halvår, der var bedre end ventet. Væksten blev opgjort til 4,6 pct. mod ventet 4,3 pct. blandt analytikerne ifølge Bloomberg News. Aktien stiger med 0,3 pct. til 62,32 euro.

Også mineselskabet Anglo American klarede sig - trods stærkt faldende råvarepriser, som også først for alvor er sat ind i juli - rigtig fornuftigt i første halvår.

Selskabet leverede et driftsresultat (EBIT) på 1,88 mia. dollar mod ventet 1,6 mia. dollar blandt analytikerne. Samtidig overraskede Anglo American med et udbytte på 0,32 dollar per aktie - det var nemlig slet ikke forventet i markedet, at selskabet ville udbetale udbytte.

Markedet fejrer gaven ved at sende aktien op med 2,7 pct. til 827,90 pence på børsen i London.

Knap så godt går det for den tyske kemigigant BASF, der skuffede med et driftsoverskud på 2,04 mia. euro i andet kvartal mod ventet 2,12 mia. euro blandt analytikerne. Aktien falder med 3 pct. til 80,40 euro i Frankfurt.