Aktier: Fingerprint Cards tager teten i grønt marked

Det svenske teknologifirma Fingerprint Cards er blandt de mest stigende aktier på det europæiske aktiemarked fredag, hvor stemningen overordnet set er positiv på tværs af kontinentets børser.

Arkivfoto. Det svenske teknologifirma Fingerprint Cards er blandt de mest stigende aktier på det europæiske aktiemarked fredag, hvor stemningen overordnet set er positiv på tværs af kontinentets børser.  Fold sammen
Læs mere
Foto: RIZWAN TABASSUM

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,7 pct. Det tyske DAX-indeks fører an med en stigning på 1,4 pct., det franske CAC 40-indeks stiger 0,9 pct., mens det britiske FTSE 100-indeks halter efter med en fremgang på 0,3 pct.

Ifølge flere markedsdeltagere har investorerne fået øget smag for aktier, som følge af at de seneste amerikanske nøgletal har set gode ud, hvilket tegner positivt for verdensøkonomien som helhed. Tendensen ventes at blive bekræftet i fredagens officielle jobrapport.

Blandt selskaberne er der især medvind til svenske Fingerprint Cards, der tjener sine penge på teknologi, som kan genkende fingeraftryk. Selskabet har haft et svagt 2017 på aktiemarkedet, men får lidt revanche fredag med en stigning på 4 pct.

Fingerprint har i et interview med analysefirmaet Redeye gentaget en vurdering om, at lagrene i selskabets forsyningskæde, som har påvirket resultaterne negativt i de seneste kvartaler, snart vil være tilbage til normalen. Det skriver det svenske nyhedsbureau Direkt.

I toppen af Stoxx 600 er der også fremgang til den italienske NKT-konkurrent Prysmian. Goldman Sachs har ifølge Bloomberg hævet anbefalingen af aktien til »køb« fra »neutral«, og det giver en stigning på knap 3 pct

I det polske er der pres på Alior Bank, efter at topchef og stifter Wojciech Sobieraj har planlagt at stoppe. Banken blev stiftet i skæret af finanskrisen i 2008 og har siden været den hurtigst voksende bank i Polen, skriver Bloomberg News.

Nyheden om skiftet på toppen bliver modtaget negativt af investorerne, der sender aktien ned med 6,5 pct.