Aktier: Finansieringsselskab falder 70 pct. i positivt marked

Læs mere
Fold sammen

Mineselskaberne fører an i et positivt europæiske aktiemarked tirsdag, hvor Euro Stoxx 600-indekset ved 12.45-tiden ligger 0,5 pct. højere inden en ventet positiv åbning i USA i eftermiddag.

Som gruppe stiger mineselskaberne med 1,7 pct., mens finansservices er eneste sektor i minus blandt de 19 sektorer i Stoxx 600.

Blandt mineselskaberne stiger Antofagasta og BHP Billiton i London begge godt 3 pct. BHP Billiton har fået et ekstra løft af nyheden om, at selskabet er i forhandlinger med en potentiel køber af sine amerikanske skifergas-aktiviteter.

Det er et træk, som aktivist-investoren Elliott Management har opfordret til at gennemføre, skriver Marketwatch.

Stigningen til Antofagasta kommer efter et godt halvårsregnskab med en stigning i omsætningen på 42 pct. og en fremgang i driftsresultatet (EBITDA) på 88 pct.

Fremgangen baner vejen for, at selskabet kan tredoble sit kvartalsudbytte.

Det britiske boligfinansieringsselskab Provident Financials styrtdykker derimod på børsen i London med 70 pct.

Det sker efter en skrækmelding om, at selskabet nu venter et tab på 80-120 mio. pund i sin boligfinansieringsdel, mod tidligere et overskud på 60 mio. pund, at der ikke udbetales udbytte i år, og at direktøren går af.

- Det er uden tvivl en katastrofe. Fremtidig indtjeningsudvikling vil afhænge af ledelsens evne til at redde situationen, som er stærkt usikker. Vi venter, at der vil rulle flere hoveder, siger analytiker Gary Greenwood fra Shore Capital til Bloomberg News.

Han har efterfølgende suspenderet sin købsanbefaling af aktien.

/ritzau/FINANS