Aktier: Festen sluttede brat og tømmermændene breder sig

Festen for de amerikanske aktier i starten af ugen blev kort. Tirsdag var det slut, og tømmermændene indfandt sig i hastigt tempo. Onsdag morgen fortsætter den mismodige stemning efter fornyede fald i aktiviteten i den kinesiske fremstillingssektor.

Tirsdagens fald i råvarepriserne fik mine- og materielsektoren til at vakle, mens Volkswagen-skandalen bredte sig til hele den globale autobranche og også ramte bredt i den amerikanske bilindustri.

S&P 500-indekset lukkede tirsdag med et fald på godt 1,2 pct. til 1942,74. De tunge aktier i Dow Jones droppede 1,1 pct. til 16.330,47, mens teknologiaktierne i Nasdaq-indekset dykkede 1,5 pct. til 4756,72.

Omsætningen lå omkring det normale med 700 mio. aktier på New York Stock Exchange og 1,8 mia. aktier på Nasdaq-børsen.

Markedet fulgte den globale stemning, der gennem den seneste tid har svinget op og ned dag for dag. Og efter mandagens stigende marked fik de nervøse investorer igen mest lyst til at sikre sig den smule gevinst, der måtte være.

- Når der er stigninger i volatiliteten og øget makro-usikkerhed med meget lidt fundamental understøttelse, fører det til investor-nervøsitet. Og eventuelle dårlige nyheder kan piske stemningen op. Det er dønninger fra sidste uges Federal Reserve-beslutning, siger aktiestrateg Joseph Betlej fra Advantus Capital Management til Bloomberg News.

Den sure stemning blev overtaget fra Europa, hvor Volkswagen var på alles læber. Det bredte sig til den anden side af Atlanten, hvor rystelserne efter autogigantens manipulering med udstødningstest i USA trak hele bilbranchen ned.

Det betød et fald i Fiat Chrysler på 5,7 pct., mens Ford droppede 2,8 pct., og GM lukkede med et tab på 1,9 pct.

I medicinalbranchen var øjnene rettet mod den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton, der vil tage initiativ til at få reduceret de "skandaløst" høje medicinpriser.

Det satte den farmaceutiske sektor og biotekbranchen under pres. Såvel Merck som Pfizer faldt 0,5 pct., mens Celgene sluttede dagen med et drop på 1,3 pct.

Råvareselskaberne blev igen udsat for pres fra faldende markedspriser. Monsanto faldt 1,3 pct., og aluminiumsgiganten Alcoa dykkede godt 4 pct.

Rabatselskabet Groupon oplyste, at 1100 stillinger vil blive skåret væk i en omkostningsreduktions-runde. Selskabet estimerer udgifter i størrelsesordenen 35 mio. dollar i forbindelse med nedskæringerne. Groupon-aktien faldt 2,2 pct.

Onsdag morgen er investorerne igen presset dybt i defensiven efter skuffende data fra den kinesiske fremstillingssektor.

Den foreløbige aflæsning af indkøbschefernes aktivitetsindeks, PMI-indekset, fra Caixin Media og Markit Economics, peger igen på et markant og større end ventet fald i aktiviteten, hvilket sender de amerikanske aktiefutures ned med knap 0,9 pct. ved 6-tiden dansk tid.