Aktier: Feds sabelraslen presser aktiemarkedet i USA

Den amerikanske centralbanks raslen med rentesablerne lagde igen optimismen på Wall Street i graven torsdag.

Foto: SPENCER PLATT

Bekymringen for, at en renteforhøjelse fra Federal Reserve allerede i næste måned vil blive en ekstra byrde for den i forvejen svage globale økonomi, slog igennem, selv om et sent comeback på baggrund af en begyndende svækkelse af den amerikanske dollar reducerede dagens samlede tab.

Torsdag lukkede S&P 500-indekset med et minus på 0,4 pct. i 2040,04. De tunge aktier i Dow Jones faldt 0,5 pct. til 17.435,40, mens Nasdaq-papirerne lukkede 0,6 pct. lavere i 4712,53.

RENTEHOP PRESSER AKTIERNE

- Den svage udvikling er en fortsættelse af trenden fra onsdag og truslen fra højere renter, hvad enten det er reelt eller bare en forventning. Økonomien er skrøbelig, og en renteforhøjelse kan sende opsvinget ud over afgrunden. Der er frygt for, at hvis renten går op, vil økonomien ikke være i stand til at støtte op om det, siger chefstrateg Terry Morris fra National Penn Investorer Trust Co. i Pennsylvania til Bloomberg News.

Fredag morgen synes den sene optimisme dog at fortsætte, idet de amerikanske futures ligger med stigninger på 0,3-0,4 pct.

INGEN HJÆLP FRA NØGLETAL

Torsdagens nøgletal gav ingen ensartet retningspil. Antallet af nytilmeldte ledige var stort set som ventet, mens indekset over erhvervslivets forventninger fra Federal Reserve Bank of Philadelphia viste et overraskende fald, og de ledende indikatorer steg mere end ventet.

Blandt sektorerne i S&P-indekset klarede industriaktierne og finansselskaberne sig dårligst, mens forsyningsselskaberne og råvarer og energi lå i den positive ende an skalaen. Dermed blev der stort set vent op og ned på bevægelserne fra onsdag.

DETAILSEKTOR FIK PUSTERUM

I den problemramte detailsektor var der endelig lidt positive nyheder. Detailgiganten Wal-Mart overraskede med et højere salg end ventet i årets tre første måneder.

Det stærke salg blev omsat til et højere overskud end ventet, og den positive effekt blev forstærket af de mange ringe resultater i hele sektoren. Aktien blev sparket hele 9,6 pct. op.

Netværksproducenten Cisco Systems skulle vurderes på onsdag aftens sene regnskab. Overskud og forventninger til den resterende del af året lå over analytikernes estimater, og aktien blev belønnet med et plus på 3,2 pct.

Bilproducenten Tesla lancerede sent onsdag en fortegningsemission på 2 mia. dollar til finansiering af en udvidelse af produktionsfaciliteterne på baggrund af et rekordstort antal forudbestillinger på den ny "Model 3". Aktien steg 1,9 pct. trods emissionen.

GAP TAGER FAT OM PROBLEMERNE

Den problemramte tøjkæde Gap tager fat på en omfattende omstrukturering. Koncernens regnskab for første kvartal, der blev fremlagt efter amerikansk børstid, peger på nedlæggelse af 75 butikker globalt, der skal spare koncernen 275 mio. dollar om året.

Regnskabet, der i det store og hele levede op til estimaterne, blev belønnet med et plus på 0,5 pct. i eftermarkedet efter en stigning på 1,1 pct. i den ordinære handel.