Aktier: Februarfesten i USA fuser ud

De to første handelsdage i februar har budt på pæne stigninger på de amerikanske børser, men det ser ikke ud til at blive alle gode gange tre, når klokken bimler på Wall Street klokken 15.30 dansk tid.

Forud for handelsstart peger futures på fald i niveauet 0,1-0,2 for de tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones. Futures er kontrakter, som tillader investorer at spekulere i, hvordan indeksene udvikler sig i fremtiden.

Ifølge Ian Williams, strateg i Peel Hunt LLP i London, kan udsigten til fald onsdag muligvis forklares med, at de forventninger til 2015, som selskaberne er kommet med i løbet af regnskabssæsonen, efterhånden er priset ind i aktierne. Det vurderer han over for Bloomberg News.

Ellers har fokus onsdag været rettet mod den såkaldte ADP-rapport for det private arbejdsmarked i USA, der er en forløber for den officielle amerikanske jobrapport, som bliver offentliggjort fredag.

ADP-rapporten viste en jobskabelse på 213.000, hvilket var 10.000 mindre end ventet ifølge Bloomberg News, men samtidig blev tallene for måneden før revideret 12.000 op. Rapporten ser da heller ikke ud til at have rykket mærkbart på futures.

Blandt selskaberne ser bilproducenten General Motors ud at til at gå en fornuftig dag på børsen i møde efter at have leveret regnskab for fjerde kvartal, hvor bundlinjen var godt 40 pct. bedre end forventningen i markedet.

General Motors leverede en justeret indtjening per aktie på 1,19 dollar i fjerde kvartal mod analytikernes forventning om 0,83 dollar ifølge estimater fra Bloomberg News.

Samtidig hæver den amerikanske bilproducent udbyttet for fjerde kvartal til 0,36 dollar fra tidligere 0,30 dollar. På den post havde analytikerne ventet, at udbyttet fortsat ville være på 0,30 dollar.

General Motors-aktien stiger med 5,2 pct. til 35,7 dollar i det amerikanske formarked.

Derimod er der udsigt til et større kursfald det amerikanske biotek- og medicinalselskab Gilead Sciences, der er kommet med regnskab for fjerde kvartal.

Godt nok var omsætningen på 7,3 mia. dollar et pænt stykke over det ventede, men Gilead Sciences meddelte i forbindelse med regnskabet, at omsætningen næste år vil blive påvirket af rabatter på supersællerterne Hovarti og Sovaldi, der er medicin mod hepatitis C.

Gilead falder 7,2 pct. til 99,5 dollar i formarkedet.