Aktier: Februar kommer skævt fra start i Fjernøsten

Den nye aktie-måned er kommet skidt fra start på de asiatiske børser mandag.

Fredagens skuffende amerikanske BNP-data og de mindst lige så skuffende PMI-data fra den kinesiske fremstillingssektor i weekenden sender aktiekurserne lavere på store dele af de fjernøstlige markeder.

Kinas officielle PMI-indeks faldt overraskende til under balancepunktet 50 for første gang i mere end tre år. Og selv om dataene peger i retning af flere lempelser fra myndighedernes side, er det overordnede billede, at den globale økonomiske aktivitet er på retræte.

- Dataene vil definitivt vægte tungt på investorernes humør. Det overrasker os ikke, at der er en vis konsolidering i gang, og det vil åbne for mulighed for nogle investorer, vurderer aktiechef Daphne Roth fra ABN Amro Private Banking i Singapore ifølge Bloomberg News.

Det officielle Purchasing Managers Index faldt til 49,8 i januar fra 50,1 i december. Analytikerne havde estimeret en stigning i indekset til 50,2.

- De svage PMI-tal lægger noget nedadgående pres på markedet, siger aktie-chef Gerry Alfonso fra Shenwan Hongyuan Group Co i Shanghai til Bloomberg News.

Shanghai Composite falder 1,5 pct., mens CSI 300-indekset dropper 1,3 pct. Hongkongs Hang Seng begrænser tabet til 0,3 pct.

I Tokyo er stemningen lid bedre omend stadig negativ. De endelige japanske PMI-data for fremstillingssektoren viste sig lidt bedre end oprindelig antaget. Indekset steg til 52,2 i januar, hvor den foreløbige aflæsning viste 52,1.

Det toneangivende japanske Nikkei-indeks falder 0,7 pct., mens det brede Topix-indeks dropper 0,6 pct.

Blandt de øvrige børser er der positive tegn i Sydney og Singapore med stigninger i ASX200 indekset og Straits Times indekset på henholdsvis 0,7 pct. og 0,4 pct., mens Sydkorea Kospi-indeks falder 0,1 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på omkring 0,1 pct. i den asiatiske handel.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 -0,7

Topix -0,6

Hongkongs Hang Seng -0,3

China Shanghai Composite -1,5

China CSI 300 -1,3

Taiwan Taiex 0,1

Sydkoreas Kospi -0,1

Indiens BSE Sensex -0,4

Singapores STI 0,4

Sydney ASX 200 0,7

--------------------------------------

#

Indeksværdi kl. 06.45

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk