Aktier: FBI satte stopper for længste nedtur siden 1980

Ni børsdages nedtur på stribe fik sin afslutning mandag, hvor det amerikanske forbundspolitis, FBI's, beslutning om at lukke den såkaldte e-mailsag mod Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, gav anledning til lettelse.

Foto: LUCAS JACKSON. Arkivfoto. Finansmarkedet har de seneste uger været præget af usikkerhed - blandt andet på grund af e-mailsagen og specielt efter den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, i sidste uge begynde at rykke frem i meningsmålingerne.
Læs mere
Fold sammen

S&P 500-indekset steg 2,2 pct. til 2131,52 og satte dermed punktum for den længstvarende nedtur siden 1980.

Finansmarkedet har de seneste uger været præget af usikkerhed - blandt andet på grund af e-mailsagen og specielt efter den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, i sidste uge begynde at rykke frem i meningsmålingerne.

Trump vurderes at stå for en mere protektionistisk kurs til skade for frihandlen, og aktiemarkedets favorit har derfor været Hillary Clinton, der vurderes at stå for det kendte og ventes at ville fortsætte Obama-administrationens kurs.

- Vi er faldet ni børsdage på stribe, da bekymring over en potentiel valgsejr til Trump har givet anledning til en del forsigtighed i markedet. Det letter nu med kommentarerne fra FBI vedrørende undersøgelsen af Clintons e-mails. Men den eneste garanti i dag er, at vi vil se mere volatilitet resten af ugen efter valget i morgen, siger Michael James, direktør hos Wedbush Securities til Bloomberg News.

Blandt de øvrige toneangivende indeks steg Dow Jones-indekset med 2,1 pct. til 18.259,60, og Nasdaq-indekset endte 2,4 pct. højere i 5166,17.

Warren Buffett's investeringsselskab, Berkshire Hathaway, sluttede med en gevinst på 2,8 pct., i kølvandet af det regnskab, som det præsenterede efter børslukketid fredag aften. Regnskabet bød på et nettoresultat på 7,2 mia. dollar, svarende til 4379 dollar per aktie, hvilket var pænt over forventningerne på 3058 dollar par aktie.

Et stærkt regnskab løftede også den nordamerikanske fødevaredistributør Sysco med næsten 10 pct.

Den amerikanske regnskabssæson er nu gået på hæld. Foreløbigt har 85 pct. af S&P 500-selskaberne gjort status, og heraf har 56 pct. slået analytikernes forventninger til omsætningen, mens hele 76 pct. har overrasket positivt i forhold til indtjeningen, rapporterer Bloomberg News.