Aktier falder en smule på ny kredituro

Investorernes lyst til bankaktier er ikke høj efter kreditkrisemeldinger fra de to schweiziske investeringsbanker UBS og Credit Suisse - generelt er markedet afventende.

Det danske C20-indeks åbner 0,3 pct. lavere i 498,44.

Storbanken Nordea åbner 1,1 pct. lavere i kurs 90, mens Danske Bank åbner 0,5 pct. lavere i kurs 211,3. Credit Suisse og UBS bekræftede mandag morgen, at de i tredje kvartal bliver ramt af effekterne fra kreditkrisen. UBS' nedskrivninger bærer præg af bankens store arrangement i det amerikanske sub-primemarked, og investeringsbanken venter et tab på 600-800 mio. sfranc i tredje kvartal. UBS åbner knap 3 pct. lavere.

TrygVesta er klar til en nordisk fusionsbølge, skriver Berlingske Business mandag morgen. Stine Bosse er ifølge avisen klar til at opkøbe selskaber i Sverige og Finland. TrygVesta åbner 0,6 pct. højere i kurs 421,5, mens Topdanmark åbner uændret i kurs 860.

Genmab åbner 1,7 pct. lavere i 319,5 efter fredagens solide kursfremgang på 4,2 pct.

Blandt sidepapirerne bliver TK Development igen ramt af nedtur, og aktien smider mandag morgen 3,5 pct. til kurs 96 efter fredagens nedtur på godt 15 pct. Børsen satte mandag morgen fokus TK Development, hvor den verserende retssag er en tikkende bombe under ejendomsudviklingsselskabet.

SAS åbner 1,6 pct. højere i kurs 94 (115,3 skr. i Stockholm) trods dårligt nyt fra det amerikanske finanshus Goldman Sachs. Finanshuset sænker sin anbefaling på SAS til "sælg" fra "neutral", mens kursmålet bliver sænket til 90 skr. fra 139 skr.

Simcorp har indgået en ordre med Jyske Invest, hvortil softwarefirmaet skal levere Simcorp Dimension. Dermed bliver Jyske Invest den tredje danske investeringsforening, der vælger Simcorp, men ordren får ikke selskabet til at ændre på sine forventninger til årets resultat.

RB-Børsen