Aktier: Faldende oliepris presser Mærsk og C20 i rødt

Foto: FERNANDO ALVARADO. Eftermiddagens aktier, mandag. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

En glippet olieaftale mellem verdens største olieproducenter sætter sine tydelige spor på aktiemarkedet mandag, hvor der er fald over det meste af linjen som følge af et stort dyk i olieprisen.

Omkring 11.15-tiden falder C20 Cap-indekset 0,6 pct. til 986,93, hvor Mærsk-aktierne tager de to nederste pladser.

Nationerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, kunne ikke nå til enighed om en fastfrysning af produktionen på weekendens møde i Doha, Qatar.

Saudi-Arabien havde på forhånd krævet, at alle lande skulle bakke op om en fastfrysning, men Iran stillede sig på bagbenene, og derfor kom der ikke noget resultat ud af anstrengelserne.

- Der har i et stykke tid været en meget høj sammenhæng mellem aktier og oliepris, og det er også det, vi ser i dag. Det burde teoretisk set være omvendt, da en faldende oliepris virker som en skattelettelse for forbrugerne i den globale økonomi og derfor burde påvirke positivt, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.

- Det modsatte har været tilfældet, og det skyldes formentlig, at investorerne har fokus på risikoen for konkurser i energisektoren, men også på den finansielle sektor, som er modpart på den gæld, som energiselskaberne har, siger han.

Olieprisen falder omkring 4 pct. til 41,50 dollar for en tønde nordsøolie efter dog at have været noget længere nede fra morgenstunden. Det kunne have været et større fald, men der er perspektiver for en olieaftale senere på året, vurderer Otto Friedrichsen.

- Der har været tegn på, at landene kan nå hinanden senere hen. Iran forsøger i øjeblikket at indhente noget af den kapacitet, man har misset som følge af de tidligere sanktioner mod landet.

- Så det bliver indikeret, at man kan godt finde fælles fodslag, når Iran er tilbage, og derfor ser vi nu frem mod junimødet i Opec, siger Otto Friedrichsen.

MÆRSK TIL BUNDS

Blandt de danske selskaber er A.P. Møller-Mærsk ramt i mandagens handel. En lavere oliepris gør ondt på flere af konglomerats forretningsområder, og Mærsk B-aktien falder 1,6 pct. til 8710 kr. og tager sidstepladsen i C20.

I bunden af indekset finder man også Vestas, der uden bagvedliggende nyheder dykker 1,4 pct. til 443,50 kr. I toppen af C20 er der medvind til GN Store Nord, som trodser den negative stemning og stiger 1,7 pct. til 133,30 kr.

Der er også mindre fremgang til ingeniørkoncernen FLSmidth, der mandag har indgået et strategisk samarbejde med Kleemann, der er en del af tyske Wirtgen Group, omkring udvikling og levering af kegleknusere. Aktien stiger 0,04 pct. til 263 kr.

Finanshuset Carnegie har løftet kursmålet for FLS-aktien til 290 kr. fra 265 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. Anbefalingen er stadig "hold".

En af mandagens mest stigende aktier på fondsbørsen i København er biotekselskabet Zealand Pharma.

Selskabet har fået omtale i Økonomisk Ugebrevet, der skriver, at der kan være et betydeligt kurshop i vente, når den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, godkender diabetesmidlerne Lyxumia og Lixilan til markedet i USA. Aktien stiger 3,4 pct. til 139 kr.

REGNSKAB FRA TIVOLI

Blandt de mindre selskaber vil der mandag være regnskab fra Tivoli, som kommer med regnskab for første kvartal, hvor resultaterne vil være præget af, at der har været lukket i forlystelseshaven en stor del af tiden. Forud for regnskabet stiger Tivoli-aktien 0,4 pct. til 4164 kr.

Der vil også være tal fra Small Cap Danmark, der - som navnet antyder - investerer i mindre selskaber, der er noteret på fondsbørsen i København. Aktien stiger 0,7 pct. til 70 kr.