Aktier: Fald trods optimisme hos Europas vækstmotor

Der var tilbagegang på de europæiske aktiemarkeder tirsdag. Data fra Europas vækstmotor viste ellers tiltro til fremtiden.

Arkivfoto: Iris Fold sammen
Læs mere

På kontinentets toneangivende børser faldt DAX-indekset i Frankfurt 0,3 pct., mens CAC 40-indekset i Paris gik 0,6 pct. tilbage, og FTSE 100-indekset i London droppede 0,5 pct.

Det brede Stoxx 600-indeks satte sig samtidig med 0,6 pct. i indeks 343,88 efter at have ligget til et fald på 0,8 pct. forud for de tyske tillidsdata.

Det tyske ZEW-indeks, der afspejler forventningerne hos de tyske finansielle aktører, steg til 57,6 i august fra 49,8, mens økonomernes konsensus ifølge Bloomberg blot var en stigning til 50,2. Det lyse syn kunne dog blot afbøde faldende i Europa.

Med til at hive aktiemarkederne ned var industrisektoren, som samlet faldt med knap 1 pct. Det var blandt andet Schindler Holding, som prægede underindekset, efter at det schweiziske selskab havde nedjusteret forventningerne.

Schindler, der blandt andet installerer elevatorer og rulletrapper, ser den øvre del af sine forventninger til omsætningen for året falde. De lidt mere dystre udsigter kommer oven på usikkerhed omkring det kinesiske byggemarked og recessionen i Brasilien.

Schindler-aktien faldt med 4,3 pct. og blev dermed Stoxx 600's mest faldende papir.

Bedre gik det for råvaresektoren, som løftedes med 1,5 pct. De europæiske råvareaktier klarede sig flot i tirsdagens aktiehandel efter pæne regnskaber fra blandt andet minegiganten BHP Billiton og Antofagasta. BHP Billition forudser samtidig vækst i 2017.

Antofagasta løftedes 8,9 pct., mens BHP-aktien steg med 0,8 pct.