Aktier: Fald i Kina varsler ny uro

Læs mere
Fold sammen

De voldsomme udsving på verdens aktiebørser fortsætter mandag, hvor der er lagt i kakkelovnen til en bred nedtur i København.

Centrum for uroen er fortsat Kina, hvor aktiebørserne en overgang lå over 3 pct. lavere, men har rettet sig til minusser på omkring 1,5 pct. Uroen har dog fået fodfæste på resten af verdens børser og sendt futures på det amerikanske marked ned med lige under 1 pct. Med til historien hører også, at meldinger fra flere Fed-chefer viser, at banken trods sidste uges aktieuro ikke har taget en renteforhøjelse helt af bordet på sit møde i september. Det var ellers den overvejende holdning på finansmarkederne i slutningen af sidste uge.

C20 Cap-indekset endte sidste uge med en stigning på 0,7 pct. efter hektiske udsving på minus 4,7 pct. mandag, plus 3,6 pct. tirsdag og plus 3,3 pct. torsdag. Onsdag og fredag blev det til mindre minusser. Mandag tegner atter urolig.

- Aktierne ligger 1-3 pct. lavere i Fjernøsten her til morgen og Europa ventes at falde 1-2 pct. på åbningen, bl.a. på nyheden om, at de kinesiske myndigheder vil stoppe yderligere markante aktieopkøb for at presse aktiekurserne op, men i stedet gå efter markedsdeltagere, der ses som obstruerende for myndighedernes bestræbelser på at stabilisere markedet, skriver chefstrateg i Carnegie Henrik Drusebjerg i sin morgenberetning.

Herhjemme kan der ventes kurspres på de fleste eliteaktier, også selv om der ikke er nyt fremme om de enkelte selskaber.

- Fokus vil være på aktier som Genmab og Vestas, som er følsomme over for markedsudsving, og helt generelt, tror jeg, at vi vil se en tendens, hvor aktier, der er steget meget, også risikerer at falde mere i dag relativt set, siger seniorrådgiver i Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans.

Nordea har i øvrigt set nærmere på Tryg og finjusteret kursmålet til 174 kr. fra 177 kr.

- Vi forventer begrænset vækst i præmieindtægterne i de kommende år, og specielt inden for bilforsikring skal investorerne nok ikke sætte næsen op efter vækst. Dertil er konkurrencen for hård. Til gengæld er der ekstra penge i sigte til aktionærerne, efter at det norske justitsministerium har indikeret, at en mindre del af kapitalbufferen skal være egenkapital, skriver Nordea i sin morgenkommentar.

Banken venter, at Tryg i både 2016 og 2017 får mulighed for at udbetale omkring 8 pct. i udbytte.

Blandt sidepapirerne kan der atter komme fokus på Matas, efter at materialistkæden fredag faldt hele 7,5 pct. til 130,50 kr. efter et skuffende regnskab, der viste et lille fald i omsætningen.

Der sættes mandag punktum for halvårsregnskaberne med nyt fra små selskaber som Migatronic, Expedit og Neurosearch.