Aktier: Færre penge til reklamer giver medieselskaber hård dag

Den nordkoreanske missiltest har fået investorerne til at søge mod mere sikre aktiver som statsobligationer og guld, mens usikkerheden i markedet også slår igennem med faldende aktiekurser i hele Europa.

AFP PHOTO / Bryan R. Smith Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH

Den nordkoreanske missiltest har fået investorerne til at søge mod mere sikre aktiver som statsobligationer og guld, mens usikkerheden i markedet også slår igennem med faldende aktiekurser i hele Europa.

I Tyskland dykker DAX-indekset 1,7 pct., det franske CAC 40 falder 1,4 pct., og i London taber FTSE 100-indekset 1,2 pct. tirsdag eftermiddag, hvor det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks går tilbage med 1,4 pct.

Nordkorea affyrede sent mandag aften dansk tid et missil med retning mod det nordlige Japan. Affyringen har fået den politiske uro mellem Nordkorea og USA til at blusse op på ny, og det skaber frygt hos investorerne.

»Spændingerne har stået på i et par uger nu med hensyn til Nordkorea, og dette træk har fået handlerne til at løbe i læ, «skriver David Madden, markedsanalytiker hos CMC Markets, i en kommentar ifølge Bloomberg News.

I Stoxx 600-indekset er der fald i alle 19 undergrupper, hvor medieselskaberne og forsikringsselskaberne tirsdag eftermiddag ligger i bunden med fald på 2,1 pct.

Det tyske medieselskab Prosieben Sat.1 må tage til takke med en bundplacering i det fælleseuropæiske indeks efter et fald på 10,9 pct. Selskabet nedjusterede prognosen for det tyske marked for tv-reklamer mandag aften, og det venter nu, at den tyske broadcastforretning falder med et encifret procenttal. Tidligere lød forventningen på en stigning i 2017.

Ifølge Bloomberg News er tv-stationer hårdt ramt af, at annoncørerne reducerer deres udgifter i et forsøg på at håndtere den forsigtige globale vækst og den teknologiske »disruption«.

Medieselskabet trækker flere konkurrenter og kolleger med sig i faldet, og tirsdag går også italienske Mediaset Espana Comunicacion 6,5 pct. tilbage, RTL Group dykker 5,6 pct., Television Francaise 1 taber 6,8 pct., og italienske Mediaset går tilbage med 3,3 pct. .

I den anden ende af spektret ligger britiske Randgold Resources og Fresnillo med stigninger på 3,8 pct. og 2,7 pct.