Aktier: Facebook og Spotify i fremgang i grønt marked

. De amerikanske aktiehandlere indleder torsdagens handler i en positiv tone, som løfter de toneangivende indeks fra handelsstart.

S&P 500-indekset åbner 0,4 pct. højere, Nasdaq-indekset stiger 0,6 pct., og Dow Jones-indekset løftes 0,7 pct.

Dermed ser det ud til, at den positive udvikling, der kom til at præge onsdagens handel, vil fortsætte.

Onsdag steg de tre indeks med 1,0-1,5 pct. efter at præsident Donald Trump i et tweet havde bidraget til en lidt roligere opfattelse af risikoen for en mere omfattende handelskrig mellem USA og Kina.

Selskabsspecifikt er der opmærksomhed til Facebook aktien, efter at selskabet måtte erkende, at ikke kun 50 mio., men 87 mio. brugeres data var blevet delt med Cambridge Analytica i forbindelse med Donald Trumps præsidentkampagne.

Yderligere er der i Australien indledt undersøgelser af Facebook på baggrund af informationer om misbrug af data. Men vigtigere for markedet synes det at være, at Deutsche Bank har proklameret, at det værste synes overstået for Facebook.

Aktien ligger 3,1 pct. højere efter de første handler.

Efter onsdagens kursfald ser den nynoterede Spotify-aktie ud til at revanchere sig med et plus på 5,1 pct. efter de indledende handler.

Før åbningen kom der regnskab fra kemikæmpen Monsanto, som havde en omsætning på 5,02 mia. dollar i andet kvartal, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde sigtet efter et salg på 5,34 mia. dollar.

På bundlinjen hentede koncernen et justeret overskud per aktie på 3,22 dollar, mens analytikerne havde regnet med 3,29 dollar.

I den indledende handel stiger kemi-aktien beskedne 0,1 pct.

Op til handelsstart kom de nyeste tal for nytilmeldte ledige. De viste en tilgang i sidste uge på 242.000 mod økonomernes forventning om 225.000 nytilmeldte ledige ifølge estimater fra Bloomberg News.

/ritzau/FINANS