Aktier: Facebook og Netflix fik mindre comeback efter stort udsalg

Foto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

De amerikanske it-aktier fik en lille revanche i tirsdagens handel, efter at de seneste to handelsdage havde budt på store fald til sektoren.

Comebacket sendte Nasdaq-indekset, der indeholder alle it-mastodonterne, frem med 0,7 pct. til 6220,37. S&P 500-indekset steg knap 0,5 pct. til 2440,35, mens Dow Jones lukkede 0,4 pct. højere i 21.328,47.

- Jeg tror, at de seneste dages fald skyldes psykologi og ikke så meget fundamentale forhold, og i dag (tirsdag, red.) har vi set nogle folk komme tilbage og købe ind igen, siger Peter Tuz, direktør i Chase Investment Counsel, til Reuters.

Udsalget i it-sektoren blev kickstartet af en analyse fra Goldman Sachs i fredags, hvor investeringsbanken påpegede, at de normalt volatile it-aktier er begyndt at opføre sig som defensive aktier, der typisk tæller selskaber inden for forsikring, forsyning og telefoni.

Blandt de store it-selskaber havde Facebook en god tirsdag med en stigning på 1,5 pct., Microsoft steg 1,3 pct., mens Netflix-aktien lagde 0,8 pct. på kursen, hvilket dog ikke var nok til at dække ind for de seneste dages fald.

Uden for it-sektoren var der nyt fra detailkæden Sears, der varslede nye besparelser for at vende en svag udvikling, der gennem flere år har budt på underskud.

Sears vil lukke 66 butikker, hvilket følger 150 lukninger, som allerede blev effektueret så sent som i april. Samtidig vil selskabet fyre 400 personer, hvor de fleste er på hovedkontoret.

Sears' seneste regnskab viste et underskud på 222 mio. dollar i første kvartal, hvor omsætningen samtidig faldt 20 pct. til 4,3 mia. dollar. Aktien faldt 2,6 pct. oven på nyheden om spareplanen.

Onsdag er der udsigt til mindre kursfald på de amerikanske børser, da futures for de tre toneangivende indeks peger på fald i størrelsesordnen 0,1-0,2 pct.

Investorerne kan se frem mod rentemødet i den amerikanske centralbank, der slutter onsdag klokken 20 dansk tid, og de fleste økonomer venter en renteforhøjelse.