Aktier: Facebook lider nyt kursfald i ellers positivt marked

Det amerikanske aktiemarked er åbnet i positivt terræn tirsdag, hvor investorerne fortsætter opkøbene efter rygter om forhandlinger mellem USA og Kina for at undgå en regulær handelskrig.

Foto: EMMANUEL DUNAND.
Læs mere
Fold sammen

Blandt selskaberne fortsætter Facebook-aktien ned efter den seneste tids fokus på et stort datalæk fra det sociale medie.

Det generelle marked stiger fra start 0,3-0,5 pct. for de tre toneangivende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, hvilket følger mandagens fremgang på 2,7-3,3 pct.

Ifølge flere medier drøfter regeringerne i USA og Kina tiltag, der kan forhindre en handelskrig, og rygterne sendte mandag aktiekurserne kraftigt i vejret, hvilket har spredt sig til Asien og Europa i tirsdagens handel.

- Markedet begynder efterhånden at tænke, om de amerikanske toldsatser bare har været taktik for kunne lægge pres på verdens næststørste økonomi (Kina, red.) i en handelsdialog, mens Trump ser det som en vej til at opfylde det, han lovede i valgkampen, skriver analysechef Jasper Lawler fra London Capital Group i en kommentar ifølge Marketwatch.

Blandt selskaberne er Facebook fortsat i fokus oven på en stor sag om datalæk af brugeres personlige oplysninger, der har kørt den seneste tid.

Virksomhedens datahåndtering undersøges nu af de amerikanske forbruger- og konkurrencemyndigheder (FTC), og det britiske parlament har indkaldt selskabet til en høring.

Facebook-stifter Mark Zuckerberg har afvist at deltage personligt, men sender to chefer i stedet.

Tirsdag falder aktien 1 pct. og er dermed faldet omkring 15 pct. siden sidste mandag.

Selskabet Mccormick, der blandt andet producerer krydderier og sovs, har offentliggjort regnskab for første kvartal, der viste en indtjening på 1 dollar per aktie, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 0,90 dollar.

Aktien stiger 3 pct. efter de første handler.