Aktier: Europæiske aktier svinger på rente-skæbnedagen

Aktierne på de europæiske markeder mangler en klar retning torsdag, som er den længe ventede skæbnedag, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, om aftenen dansk tid melder ud, om den som flere gange antydet vil hæve renten for første gang siden 2006.

Læs mere
Fold sammen

Hele dagen har de europæiske markeder da også penduleret mellem plus og minus.

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger torsdag eftermiddag til en beskeden stigning på 0,3 pct. I Frankfurt stiger DAX-indekset også med 0,3 pct., mens FTSE 100-indekset i London falder med 0,3 pct., og CAC 40-indekset i Paris hæves ligeledes med 0,3 pct.

- Fed-mødet er nærmest blevet talt ihjel over de seneste uger. Udfaldet er dog stadig lige så åbent med et overflod af muligheder. Hvis de løfter renten - men samtidig kommer med lempelige udmeldinger såsom at love ikke at hæve renten yderligere resten af året, kan de dog fjerne usikkerheden for de fremtidige rentemøder, siger Daniel Murray fra EFG Asset Management til Bloomberg News.

Investorerne indpriser en 32 pct. sandsynlighed for, at Federal Reserve øger renten på aftens rentemøde ifølge data indsamlet af Bloomberg. Og skulle det ske, kan europæiske aktier vise sig at være sikre tilflugtssteder i tilfælde af markedsuro.

Ud over at markedsaktørerne torsdag nærmest apatisk afventer centralbankens rentemøde, er det meget begrænset, hvad der er af selskabsspecifikke nyheder fra det europæiske kontinent.

Blandt de sparsomme nyheder er historien om, at teleselskabet Altice vil købe amerikanske Cablevision Systems for 17,7 mia. dollar. Altice vil betale 34,90 dollar per aktie, hvilket er 22 pct. over onsdagens slutkurs på 28,54 dollar. Altice-aktien stiger 0,7 pct. til 118,05 euro.

Rotork ligger i den absolutte bund af Stoxx 600-indekset ovenpå en prognose for årsomsætningen, der ligger under analytikernes forventninger, og en udmelding om, at årets sidste seks måneder vil blive udfordrende. Rotork-aktien dykker med 12,4 pct. til 189,2 pence.