Aktier: Europæiske aktier faldt på dollaren

Læs mere
Fold sammen

Biotekselskabet Genmab var onsdag udsat for massivt udsalg blandt udenlandske investorer, og det sendte aktien mod dybet på et dansk aktiemarked, der generelt set var præget af mismod. Det toneangivende C20 Cap-indeks faldt onsdag 0,8 pct. til 963,46.

- Aktiemarkedet har været kørt pænt op i en periode i Europa som følge af en styrket dollar, og nu har vi så set en periode, hvor dollar er blevet svækket igen, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Blandt selskaberne var der særligt fokus på Genmab, der trods et fravær af selskabsnyheder faldt hele 6,8 pct. til 497,20 kr.

Novo Nordisk var med til at trække ned i det danske eliteindeks. På en telekonference omkring lanceringen af fedmemidlet Saxenda i USA sagde medicinalselskabets finansdirektør, Jesper Brandgaard, at det helt store blockbuster-salg, ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Novo-aktien faldt onsdag 1,3 pct. til 340,70 kr., hvilket gav en plads i bunden af C20 Cap-indekset, hvor der også var plads til blandt andre ISS, der dykkede 1,2 pct. til 225,00 kr.

I toppen formåede Vestas at holde sig oven vande i det røde bassin. Vindmølle-aktien steg 0,3 pct. til 294,40 kr. Helt i top sluttede Tryg dog med en stigning på 0,5 pct. til 868,50 kr.

Ellers var onsdagen præget af en række regnskaber fra selskaber uden for C20.

Blandt andet kunne Flügger fortælle om store it-vanskeligheder, hvilket både træk resultatet i tredje kvartal ned, men samtidig førte til en større nedjustering for hele årets resultat. Flügger-aktien faldt 1,5 pct. til 408,00 kr.

Og den mismodige stemning gik lidt igen på obligationsmarkederne i Europa, der onsdag var præget af et lidt mudret billede. Der var rentefald fra åbningen, men i løbet af dagen steg renterne igen en anelse og faldt tilbage mod udgangspunktet.

Resultatet blev, at renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede i 0,29 pct., hvilket var et fald på 1 basispoint i forhold til tirsdag.

Rundt i Europa var billedet nogenlunde det samme, da renterne i flere af de nordeuropæiske lande som Tyskland, Holland og Frankrig også faldt en anelse set over hele dagen.

Ifølge rentestrateg Morten Hassing Povlsen fra Nordea kunne den uens retning på obligationsmarkederne forklares med lidt forskellige nyheder, der træk i hver sin retning.

- Det har været en lidt blandet stemning præget af forskellige nyheder. Aktiemarkedet har også været lidt nede, hvilket også støtter obligationer, lyder vurderingen fra Morten Hassing Povlsen over for Ritzau Finans.

Ellers er investorerne så småt ved at se frem mod næste uge, hvor der kommer inflationstal for eurozonen og jobrapport for marts fra USA.