Aktier: Europæisk optimisme smitter af på Wall Street

Læs mere
Fold sammen

Det tegner til revanche i tirsdagens handel på Wall Street, efter de amerikanske aktier vendte snuden nedad mandag.

Ved 14.30-tiden torsdag ligger de amerikanske aktiefutures med stigninger på omkring 0,5 pct. Dermed lægger det op til en mere positiv handel end mandag, hvor de tre ledende indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - noterede fald på mellem 0,4 og 0,5 pct.

Den amerikanske nedtur kom af stigende bekymring for udviklingen i Europa, hvor der spekuleres i, hvorvidt der bliver fundet en løsning på Grækenland-problematikken på eurogruppens møde onsdag eller på EU-topmødet dagen efter.

Men de amerikanske investorer ser ud til at være mere optimistiske inden tirsdagens handel. Også i Europa er der optimisme hos de handlende, som har sendt de europæiske aktier i grønt terræn ved middagstid.

Blandt de amerikanske selskaber er der gang i regnskabssæsonen, hvor blandt andre Coca-Cola har været på banen. Læskedrikgiganten offentliggjorde tirsdag eftermiddag et regnskab for fjerde kvartal, der viste en justeret indtjening per aktie på 44 cent i fjerde kvartal mod en forventning på 42 cent per aktie. Det viser data fra Bloomberg News.

Samtidig endte omsætningen i fjerde kvartal også højere end ventet, da der blev omsat for 10,87 mia. dollar mod en forventning om 10,76 mia. dollar.

Det gode resultat er hjulpet på vej af, at selskabet har nedbragt sine produktionsomkostninger, samtidig med at Coca-Cola har hævet sine priser på læskedrikke, skriver Bloomberg News.

Coca-Cola ligger i det amerikanske formarked med en stigning på 1,5 pct., efter at aktien lukkede med et fald på 0,5 pct. mandag.

I en lidt anden industri vil der komme fokus på tøjkæden Gap, der mandag aften efter børslukketid kom med et foreløbigt resultat på 0,73-0,74 dollar per aktie for fjerde kvartal.

Analytikerne havde ventet et justeret overskud på 0,68 dollar per aktie for fjerde kvartal ifølge en prognose fra Bloomberg News. Det sammenlignelige salg for januar var dog klart lavere end ventet blandt analytikerne.

Tøjkæden frigiver sin endelige kvartalsrapport den 26. februar og lukkede mandag med et fald på 1,7 pct.