Aktier: Endnu en positiv start i sigte

De amerikanske aktier lægger an til en let positiv start tirsdag efter store stigninger i de tre toneangivende indeks mandag.

Læs mere
Fold sammen

Dermed synes de grønne takter på den europæiske side af Atlanten også at smitte af på den vestlige side, hvor futures indikerer stigninger på mellem 0,3 pct. og 0,4 pct. fra start for de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Med sig i baghovedet har investorerne en opgørelse over forbrugerpriserne i oktober. De viste sig en smule højere end ventet, idet de steg med 0,2 pct. sammenlignet med oktober sidste år, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet prisstigninger på 0,1 pct.

På selskabssiden er der fokus til detailkæmpen Wal-Mart, der har leveret regnskab for tredje kvartal 2015/16, der sluttede med udgangen af oktober. Wal-Mart omsatte for 117,4 mia. dollar i perioden - helt på linje med de ventede 118 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Til gengæld overraskede bundlinjen positivt, idet resultatet per aktie for de fortsættende aktiviteter blev 1,03 dollar mod ventet 0,98 dollar.

For hele 2015/16 præciseres forventningerne til et justeret resultat per aktie på 4,50-4,65 dollar mod en tidligere prognose på 4,40-4,70 dollar. Analytikerne havde inden regnskabet ventet en justeret årsindtjening per aktie på 4,51 dollar, og dermed er der umiddelbart tale om en positiv overraskelse.

Wal-Mart-aktien stiger med 2,1 pct. til 59,10 dollar i det amerikanske formarked.

Byggemarkedskæden Home Depot kom ligeledes lidt bedre ud af tredje kvartal 2015/16, end analytikerne havde ventet.

De gode resultat i perioden får samtidig selskabet til at præcisere forventningerne til hele årets resultat per aktie, der nu ventes at ramme 5,36 dollar mod den tidligere forventning om 5,31-5,36 dollar.

Home Depot-aktien stiger med 2,9 pct. til 124,39 dollar i formarkedet.

/ritzau/FINANS

 

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk