Aktier: En smule ned på stille dag i Danmark

Læs mere
Fold sammen

Aktiviteten på det danske aktiemarked virker ikke særlig høj fra morgenstunden og retningen er ned, men ikke så meget, som man kunne have frygtet efter signalerne fra udlandet.

Der er små reguleringer i C20'erne, men uden for C20 tiltrækker B&O sig fortsat positivt fokus efter tirsdagens aftale med HP om lyd til PC'ere og tablet. Aktien stiger onsdag med 3,9 pct. til 54 kr. efter en stigning tirsdag på 7 pct.

Onsdag efter fem minutters handel svinger indekset lige omkring tirsdagens rekordniveau - den tyvende af slagsen i 2015. C20 Cap falder 0,1 pct. til 970,09.

FLSmidth, der lyste klart positivt tirsdag, falder 0,5 pct. til 317,70 kr.

Nordea vurderer der er forhøjet kursrsiko i FLSmidth-aktien efter tirsdagens uforklarlige kursløft på 3,1 pct.

- Stigningen skete på en dag, hvor der kom et skuffende nøgletal fra Kina, og resten af råvaresektoren i Europa faldt. Normalt følger kursen i FLSmidth råvareaktierne tæt, og når der som i går sker afvigelser, bliver de ofte udlignet i den følgende periode. Derfor er der lige nu forhøjet risiko i FLSmidth, som i øvrigt ikke har annonceret en eneste ordre i år, påpeges det fra banken.

Selskabsspecifikt er der ikke det store på tapetet, men den årlige amerikanske høreapparat- og Hi-Fi-messe Audiology Now i San Antonio, Texas, kan påvirke GN og WDH,

Alle de største høreapparatproducenter er i gang med at sende nye produkter ud på markederne i stor stil, men langt de fleste detaljer er allerede kendt, så fokus vil i højere grad være på den generelle markedssituation på det vigtige amerikanske marked, der ifølge mange aktører viste et prispres i 2014.

GN falder 0,4 pct. til 155,70 kr. mens WDH stiger 0,2 pct. til 586 kr.

Fra Novo Nordisk er der udtalelser om vægttabsmidlet Saxenda fra en telekonference onsdag morgen. Fedmebehandling er et kerneområde for medicinalkoncernen, fastslår finansdirektør Jesper Brandgaard.

Novo-aktien falder 0,6 pct. til 343,20 kr.

Nordea Markets har sænket anbefalingen af aktien i Zealand Pharma til "sælg" fra "hold". Kursmålet er dog blevet hævet til 86 kr. fra 68 kr. Aktien faldt tirsdag 3,8 pct. til 115,5 kr. og fortsætter onsdag morgen med et fald på 5,2 pct. til 109,50 kr.

Atlantic Petroleum fastholdt forventninger til den samlede produktion i 2015 i dagens regnskab. Men forventningen til det primære driftsresultat før af- og nedskrivninger samt efterforskningsudgifter blev omformuleret til "positivt" fra et overskud på 25-75 mio. kr. Aktien lukkede tirsdag med et minus på 2,8 pct. Onsdag morgen falder aktien 3,6 pct. til 43,10 kr.

DFDS-aktien falder 18 kr. (2,2 pct.), hvilket svarer til det udbytte af samme størrelse, der fragår i aktien onsdag.