Aktier: ECB-rygter skuffer og rammer markederne

Den gode stemning, der prægede de europæiske aktiemarkeder torsdag, er forsvundet som dug for solen fredag, hvor den gennemgående farve blandt de største toneangivende indeks på kontinentet er rød.

FTSE 100-indekset falder med 0,6 pct., CAC 40 i Paris dykker 0,8 pct., og det tyske DAX-indeks falder med 0,7 pct. Samtidig sætter Stoxx 600-indekset sig 0,5 pct.

Angiveligt er markedet skuffet over de overvejelser omkring kvantitative lempelser, som Den Europæiske Centralbank ifølge Bloomberg News går med.

Ifølge nyhedsbureauet overvejer centralbanken en model, der udelukkende baserer sig på opkøb af obligationer med de højeste kreditvurderinger. Og det kan betyde, at beløbet ikke bliver højt nok.

- Det har potentiale til at få en negativ effekt, fordi det kun er 500 mia. euro. Andre højere tal har været rygtet - tilmed billioner - og Draghi talte om ubegrænset ammunition. Disse dramatiske ord opbyggede forventningerne, og jeg tror ikke, at det her er stort nok, siger Søren Steinert fra Quoniam Asset Management, til Bloomberg News.

Det er særligt banksektoren, der er hårdt ramt. Med spanske Banco Santander, som falder knap 11 pct., i spidsen dykker banksektoren i Stoxx 600-indekset med 1,8 pct. fredag eftermiddag og er dermed den klart mest faldende sektor i indekset.

Olie- og gassektoren er også ramt, efter at olieprisen igen fredag går nedad, og prisen for en tønde af den amerikanske referenceolie (Brent) synes kortvarigt at have stabiliseret sig omkring de 50 dollar.

Sektoren falder med 1 pct., og hårdest går det ud over norske Seadrill, der dykker omkring 3,5 pct. uden større selskabsspecifikke nyheder ud over den faldende oliepris.