Aktier: Dystre Kina-udsigter bremser aktierne i USA

Der er udsigt til fald på de amerikanske aktiemarkeder fra ugens start, hvor investorerne ventes at sælge ud som følge af indikationer på svag vækst i Kina.

Læs mere
Fold sammen

Både fredag og mandag har der været et par sløje nøgletal, der skaber usikkerhed omkring den økonomiske vækst i verdens folkerigeste land, hvilket kan få en negativ effekt for verdensøkonomien generelt.

Omkring en halvanden time før handelsstart på Wall Street indikerer futures fald i niveauet 0,5-0,6 pct. for de tre ledende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq. Futures er en slags kontrakter, der giver investorer mulighed for at investere i fremtidige indeksniveauer.

Dermed er der udsigt til en fortsættelse fra sidste uge, som var en drøj en af slagsen. De tre toneangivende indeks dykkede i de foregående fem handelsdage med 2,2-2,9 pct.

- Vi er inde i en hård periode for aktier. Der en række indikatorer såsom faldende råvarepriser og Kina, som viser tegn på bremsende vækst, siger Stewart Richardson, der er investeringschef hos kapitalforvalteren RMG Wealth Management LLP, til Bloomberg News.

 

Blandt selskaberne tager en stor handel i medicinalsektoren fokus. Israelske Teva Pharmaceutical Industries har mandag formiddag offentliggjort en aftale med amerikanske Allergan om køb af divisionen Allergan Generics for 40,5 mia. dollar, hvilket svarer til hele 276 mia. kr.

Allerede i weekenden havde Wall Street Journal fået et nys om, at noget stort var undervejs, og at den pågældende handel formentlig ville blive offentliggjort mandag.

Falder handlen på plads, rykker Teva op i top 10 blandt verdens største medicinalselskaber. I forvejen er israelerne den største inden for kopimedicin med en omsætning sidste år på 9,1 mia. dollar.

Handlen giver vinger til Allergan-aktien, der stiger med 8,7 pct. til 335,01 dollar i formarkedet.

Med købet af Allergan Generics tilbagetrækker Teva omvendt det købstilbud, det havde lagt på rivalen Mylan. Det presser Mylan-aktien, der falder hele 13 pct. til 57,36 dollar i formarkedet.

Ellers er ugen tungt besat med en stor byge af regnskaber, hvilket dog først for alvor tager fart tirsdag. Derudover er der rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, samt en række nøgletal, der blandt andet inkluderer tal for BNP-væksten i USA.

Rentemødet i centralbanken bliver indledt tirsdag og slutter onsdag. Investorerne har særligt fokus rettet mod meldinger om, hvornår centralbankchef Janet Yellen har i sinde at hæve den ledende rente.

/ritzau/FINANS

 

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk