Aktier: Dow Jones udbygger rekord i stort set uændret marked

Det var ventet, at et lille grønt skvulp fra Europa torsdag eftermiddag kunne ramme Wall Street, men kort efter åbningen handler de amerikanske aktier omkring uændret.

Det er dog positive fortegn hos Dow Jones-indekset - omend meget begrænset - der dermed udbygger rekordniveauet.

Stigningen i den indledende handel er på 0,1 pct., mens Dow Jones onsdag øgede med 1,6 pct. til 19.549,62. Dermed er indekset steget omkring 1200 point, siden det stod klart, at Donald Trump er USA's næste præsident. Valget af Trump kan betyde bedre tider for amerikanske virksomheder og fremgang for økonomien, håber investorer ifølge CNN Money.

S&P 500-indekset falder 0,1 pct. efter onsdagens stigning på 1,3 pct., mens Nasdaq-papirerne åbner med et fald på 0,04 pct. efter plusset på 1,1 pct. onsdag.

Modsat bliver samtlige større europæiske indeks løftet torsdag eftermiddag, efter at Den Europæiske Centralbank har forlænget sit opkøbsprogram med ni måneder til december. Samtidig bliver opkøbsbeløbet dog sat ned fra april til 60 mia. euro per måned fra de hidtidige 80 mia. per måned.

Beslutningen har svækket euro over for dollar.

Fra den amerikanske hjemmefront kom der inden åbningen ugentlige tal for nytilmeldte ledige, der viste, at 258.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge.

Det var dermed flere nytilmeldte ledige end ventet. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomerne i snit ventet 255.000 nye ledige.