Aktier: Disney og Time ligger til små løft efter regnskaber

Regnskaberne drysser fortsat ned i den amerikanske regnskabssæson, men onsdag ser det ud til at blive uden større udsving som følge.

Arkivfoto. Regnskaberne drysser fortsat ned i den amerikanske regnskabssæson, men onsdag ser det ud til at blive uden større udsving som følge. Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

Futures indikerer en åbning en smule over uændret i S&P-indeksets tilfælde.

S&P 500-indekset sluttede tirsdag med en knapt synlig gevinst i 2293,08. Det tunge Dow Jones-indeks steg 0,2 pct. til 20.090,29, og også Nasdaq-papirerne lukkede med en forøgelse på 0,2 pct. til 5674,22.

Investorerne har inden åbningen blandt andet fået tal fra mediekoncernen Time Warner, der i fjerde kvartal overraskede positivt med en indtjening per aktie på 1,25 dollar. Analytikerne havde ventet 1,19 dollar per aktie ifølge estimater fra Bloomberg News.

Også omsætningen slog forventningerne, og aktien får et lille løft på 0,8 pct. i formarkedet.

Allergan, der er bedst kendt for skønhedsproduktet Botox, havde ligeledes en bedre toplinje i fjerde kvartal end ventet blandt analytikerne. Overskuddet per aktie landede på 3,90 dollar mod forventningen om 3,75 dollar per aktie.

Medicinalaktien ligger 1,7 pct. højere på formarkedet.

Efter lukningen tirsdag kom der regnskab fra Walt Disney, der fortsat kæmper med sportskanalen ESPN. Sportskanalen var en af årsagerne, at regnskabet fra underholdningsgiganten skuffede.

Faldende seertal og reduceret reklameindtjening forårsagede et drop i omsætningen på 3 pct. til 14,8 mia. dollar i det forskudte første kvartal, der svarer til kalenderårets fjerde kvartal.

Analytikerne havde ventet et omsætning på 15,3 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Resultatet eksklusive nogle elementer faldt til 1,55 dollar per aktie, hvilket dog lå over gennemsnitsestimatet på 1,49 dollar.

Disney-aktien ligger 0,5 pct. højere i formarkedet.