Aktier: Disney i mulig budkrig får fokus i negativt marked

Tirsdagen bliver indledt med mindre fald på det amerikanske aktiemarked, hvor investorerne foruden flere regnskaber holder øje med en mulig budkrig i milliardstørrelsen.

Efter kort tids handel falder de tre ledende aktieindeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, med mellem 0,1 og 0,2 pct. Det følger, efter at de mandag sluttede med stigninger på mellem 0,4 og 0,8 pct.

Største indeksstigning tilfaldt det it- og teknologitunge Nasdaq-indeks, og for S&P 500-indeksets vedkommende var teknologiaktierne også blandt de bedst præsterende.

Det skyldtes blandt andet Apple, der steg 0,7 pct. til rekordniveauet 185,16 dollar efter forleden at have afleveret kvartalsregnskab samt meddelelser om øget aktietilbagekøb og forhøjet kvartalsudbytte.

Men nogle minutter inde i tirsdagens handel ser den gode stemning om iPhone-producentens aktie ud til at være forduftet for en stund, da aktien bakker med 0,2 pct. til 184,84 dollar.

Blandt de resterende aktier holder investorerne blandt andet øje med underholdningskoncernen Walt Disney, der efter tirsdagens handel vil offentliggøre regnskab for årets første kvartal.

Ifølge markedsiagttagere kan biografsuccesen "Black Panther" blive et fokuspunkt, da filmen, som kom i biograferne godt halvvejs inde i kvartalet, har tilført mange millioner i omsætning og indtjening til Walt Disney.

Efter kort tids handel falder Disney-aktien imidlertid 1,1 pct. til 101,41 dollar, hvilket kan hænge sammen med forlydender i markedet om, at koncernens allerede accepterede overtagelse af dele af medievirksomheden 21st Century Fox kan møde konkurrence fra tv- og kabelgiganten Comcast.

Ifølge anonyme kilder, som Bloomberg News har været i kontakt med, er Comcast i dialog med investeringsbanker i forhold til at fremskaffe tilstrækkelig kapital til at kunne lægge et kontant bud på underholdningsaktiverne i 21st Century Fox. Dermed er der altså en chance for, at Disney kommer til at måtte konkurrere om aktiverne, som det foreløbig har budt 52 mia. dollar for.

Aktien hos 21st Century Fox reagerer på historien ved at stige 2,6 pct. til 39,01 dollar, mens Comcast-aktien falder med 2,3 pct. til 31,66 dollar.

På regnskabssiden har flere selskaber været på banen før markedsåbning, heriblandt ISS-konkurrenten Aramark, der har leveret bedre end ventet målt på indtjening og omsætning i andet kvartal, hvilket har ført til en opjustering af forventningerne til hele året. Aktien reagerer ved at stige 4,4 pct. til 38,69 dollar.

Også den canadiske medicinalkoncern Valeant Pharmaceuticals har kunnet justere sine forventninger i opadgående retninger efter en god start på året. Aktien stiger 13,7 pct. til 20,65 dollar.