Aktier: Direktør-exit trækker Novo ned i grønt indeks

Novo-aktien trækkes ned af opsigelsen fra Jakob Riis

Jakob Riis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Novo Nordisk har mistet sin topchef i USA, da Jakob Riis har afleveret sin opsigelse og i stedet sætter sig for bordenden i Falck.

Og det er med til at trække aktien ned på en ellers ret positiv aktiedag, hvor C20 Cap stiger med 0,8 pct. til 1072,9, og langt de fleste medlemmer af indekset er klædt i grønt og dermed har stigende kurser.

»Det er fair nok, at reaktionen på udmeldingen fra Novo Nordisk trykker aktiekursen. Riis har vist nogle fantastiske resultater, og derfor er det en negativ nyhed fra koncernen, da der opstår en smule usikkerhed om det amerikanske marked,« siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

»Generelt set er aktiemarkedet præget af positive vibrationer i dag, hvor det er flere ting i spil, der driver fremgangen. Trumps tale var positiv med de overordnede briller, der er kommet gode PMI-tal fra Kina, og så har et par medlemmer af Federal Reserve været ude og tale for rentestigninger,« tilføjer Martin Munk.

Jakob Riis vil blive afløst af Doug Langa, der i forvejen er ansat i medicinalkoncernen.

MEDVIND TIL BANKERNE

Udsigten til rentestigninger i USA er med til at gøre onsdagen god for bankerne. Både Jyske Bank og Danske Bank ligger med i toppen af eliteindekset med stigninger på henholdsvis 2,2 pct. til 369,40 kr. og 1,6 pct. til 238 kr.

»Ser vi ud i Europa, går bankerne forrest. Og der er de danske banker også med,« siger Jyske Banks senioraktierådgiver.

Helt i top ligger smykkeselskabet Pandora - og her er det også den amerikanske præsident, Donald Trump, der har en finger med i spillet.

»Pandora er faldet en del de seneste dage, og det har blandt andet været på bekymringen om den grænsetold, som Trump har snakket meget om. Men det ser ud til, at det er noget, han vil få svært ved at gennemføre,« vurderer Martin Munk.

For en måned siden kostede en aktie i Pandora 909 kr. I dag lægger aktien 2,8 pct. til kursen, der onsdag middag er på 822 kr. Jyske Bank ser da også øget potentiale i aktien, og bankens analytiker har hævet sin anbefaling til "stærkt køb" fra "køb". Kursmålet er i samme omgang sat op til 1100 kr. fra 1000 kr.

»Måske har vi også en finger med i spillet,« siger Martin Munk.

AFTALE OM NORDSØOLIEN ER I HUS

Med i toppen ligger også A.P. Møller-Mærsk, der måske har hevet en aftale i land med den danske stat om en ny rammeaftale for produktion af olie og gas fra felterne i Nordsøen. Det skriver Berlingske Business med henvisning til anonyme kilder.

Ifølge avisens oplysninger sikrer den nye aftale, at Maersk Oil lægger de milliardstore investeringer, der skal til for at genopbygge det store og vigtige Tyra-gasfelt. I alt vil der blive udløst investeringer på 30 mia. kr., der sikrer 4000 nye arbejdspladser, rapporterer avisen.

Mærsks A- og B-aktie stiger med henholdsvis 1,8 pct. til 11.070 kr. og 1,4 pct. til 11.600 kr.

»Aktierne var dog steget inden, og det er da også det, vi har set i forhold til sektoren i Europa,« siger Martin Munk.

Mærsk og Finansministeriet afviser dog, at der ligger en aftale klar.

REGNSKABER GIVER POSITIVE TAKTER

IC Group, der kom med regnskab tirsdag aften, har nedjusteret sine forventninger til 2016/2017. Udviklingen i suppleringssalg til engroskunder, hovedsageligt hos Tiger of Sweden, gør, at omsætningen nu ventes at blive 5-6 pct. i lokal valuta. Det er en nedjustering, da skønnet tidligere var "mindst 6 pct."

IC Group skal desuden rokere i bestyrelsen og samtidig fjerne aldersgrænsen for bestyrelsesmedlemmer, og derfor kalder selskabet til ekstraordinær generalforsamling. IC Group stiger onsdag middag med 1,8 pct. til 170,50 kr.

Sydbank sluttede et "meget tilfredsstillende" 2016 af med sit største overskud siden 2007 og en stor vækst i udlodningen til aktionærerne. Til gengæld er det ikke helt sikkert, at 2017 igen vil give fremgang på bundlinjen. Det fremgår af Sydbanks årsrapport for 2016, der blev fremlagt onsdag.

Regnskabet og medvinden til bankerne får Sydbanks aktie til at stige med 2,6 pct. til 249 kr.

ANDRE REGNSKABER GIVER FALD

Veloxis kom ud af 2016 med et tab efter skat på 10,1 mio. dollar, og kontantbeholdningen er reduceret til 3,4 mio. dollar. Det fremgik af Veloxis' regnskab, der blev præsenteret efter børslukketid tirsdag.

Biotekselskabets ledelse vurderer, at selskabets nuværende finansiering inklusive lånefaciliteter rækker, selv om den anerkender, at der er usikkerhed forbundet med prognosen. Onsdag middag ligger aktien uændret i 1,11 kr.

Shippingvirksomheden Norden er også kommet med regnskab for fjerde kvartal af 2016, og det viste et overskud på driftsindtjeningen før renter, skat, af- og nedskrivninger (EBITDA) på 2,9 mio. dollar.

Kursen på aktien ligger 2,4 pct. nede i 130,40 kr.

Og så får DSV lidt medvind fra regnskabet fra sin schweiziske konkurrent Kuehne + Nagel, der øgede overskuddet i fjerde kvartal trods en mindre tilbagegang på toplinjen. DSV stiger 0,5 pct. til 347 kr.