Aktier: Deutsche Bank fortsatte nedturen

I et marked afventende onsdagens rentemøder i USA og Japan endte de europæiske aktiebørser tirsdag med beherskede stigninger. På børsen i Frankfurt fortsatte salgspresset på Deutsche Bank, mens der til gengæld var fremgang til Bayer efter opjusterede salgsmål.

På børsen i Frankfurt, hvor DAX-indekset endte 0,2 pct. højere, bidrog Bayer med en stigning på 1,3 pct., efter at medicinalselskabet hævede ambitionerne for salget af fem nyligt lancerede lægemidler. Selskabet regner nu med et topsalg for de pågældende produkter på 10 mia. euro mod tidligere 7,5 mia. euro.

Det er især Bayers blodfortyndende præparat Xarelto, som skal trække væksten. Her venter selskabet et salg på 5 mia. euro mod tidligere 3,5 mia. euro.

BØDEOPLÆG PRESSER DEUTSCHE BANK

Derimod fortsatte investorerne med at sælge ud af aktierne i Deutsche Bank, som faldt 3,8 pct., og som siden torsdag dermed er faldet 14 pct.

Aktien er kommet i strid modvind, efter at det amerikanske justitsministerium har lagt op til et forlig med banken, som indeholder en bøde på omkring 93 mia. kr. i sagen om, at den tyske bank har brugt uærlig markedsføring i forbindelse med de boliglånspakker, banken solgte under finanskrisen.

Deutsche Bank har dog tidligere meldt ud, at man mener, at beløbet på de 14 mia. dollar, eller 93 mia. kr., er for højt. Det er tidligere lykkedes for både Citigroup og Goldman Sachs at nå et forlig, der var mindre, end det myndighederne først krævede af bankerne.

FALD PÅ BØRSEN I MILANO

På børsen i Milano var der pres på aktien i storbanken Banca Monte dei Paschi di Siena, som endte 6,4 pct. lavere.

Faldet kom i kølvandet af investorernes tvivl om den kriseplan, som banken har skruet sammen. Aktien kan nu købes til 0,19 euro mod 1,17 euro i begyndelsen af året. Og for seks år siden skulle man hoste op med over 10 euro for en aktie i Banca Monte dei Paschi di Siena.

/ritzau/FINANS