Aktier: Demant topper grønt C25

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: MURAD SEZER

Regnskabsaktuelle Demant topper det danske eliteindeks tirsdag middag. Generelt er aktiemarkedet grønt og barometeret for handelskrigen står tirsdag på klart mindre storm end tilfældet var mandag.

Det danske eliteindeks, C25, ligger tirsdag middag 0,7 pct. højere i 1137,68 og har dermed hentet mere end det tabte fra mandag ind igen. Mandag lukkede indekset i 1130,10 efter et fald på 0,8 pct. med blot fem aktier i plus, efter at frygten for en aflysning eller forsinkelse af handelsforhandlingerne mellem Kina og USA rumsterede rundt med finansmarkederne efter et tweet fra Trump søndag. Tirsdag middag er 20 C25'ere i grønt.

Den nervøsitet er blevet dæmpet tirsdag, da det kinesiske handelsministerium ifølge Bloomberg har udsendt en pressemeddelelse om, at Kinas vicepremierminister, Liu He, vil rejse til Washington for at deltage i forhandlingerne med USA den 9. og 10. maj.

DEMANTSTIGER PÅ RELIEF

Demant stiger 3 pct. til 216,10 kr.

»Der var frygtet en mere negativ ordlyd i periodemeddelelsen, efter at konkurrenten GN er kommet med flere positive meldinger blandt andet om vundne markedsandele i VA-segmentet i USA,« siger den ansvarlige for aktiehandel i ABG Nikolaj Holmsgaard til Ritzau Finans.

Frygten vurderes ubegrundet, og Demant er fortsat sikre på at nå forventningerne for hele året.

I meddelelsen, der stort set ikke har andre tal end sidenumrene, oplyser Demant, at koncernen samlet set er kommet »solidt« i gang med 2019, efter at væksten helt i starten af året ellers var meget svag.

Den langsomme start skyldtes primært, at Demants topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn S, først blev lanceret efter et par måneder, ligesom en ny fransk sundhedsreform har udskudt faktureringen i særligt detailforretningen i starten af året og dermed ramt væksten.

PANDORA MED SKIDT, MEN GODT NYT

Pandora har det svært og svinger meget i tirsdagens handel. Efter at telekonferencen i forbindelse med regnskabet er begyndt rykkede aktien fra C25 toppen til en placering lige under den bedste tredjedel.

Pandora stiger med 0,6 pct. til 271 kr., efter at have ligget mere end 3 pct. højere.

»Pandoras regnskab var skuffende i toppen, men jo længere man kommer ned, jo mindre skuffende blev det,« siger Nikolaj Holmsgaard.

»Godt nok faldt like-for-like salget med 10 pct., men det var 2-3 pct. point bedre end ventet,« påpeger han.

Driftsresultatet (EBIT) var på 960 mio. kr., svarende til en EBIT-margin på 20 pct. Her var der ventet 886 mio. kr. og 18,8 pct. ifølge Ritzau Estimates.

MÆRSK HENTER LIDT AF DET TABTE IND

Mærsk-aktierne faldt tungt mandag, hvor den dårlige stemning efter nyt fra handelsfronten var med til at tynge den danske transport- og logistikkoncern. Men tirsdag stiger B-aktien på lettelsen 1,2 pct. til 8490 kr.

Novo Nordisk har fået løftet sin anbefaling til »neutral« fra »reducer«, og kursmålet for aktien er samtidig hævet til 333 kr. fra 273 kr., viser data fra Bloomberg.

Novo-aktien stiger 0,4 pct. til 318,80 kr.

Credit Suisse har desuden løftet kursmålet for Coloplast-aktien til 750 kr. fra 710 kr., fremgår det af data fra Reuters.

Coloplast-aktien stiger 1,4 pct. til 721,40 kr.

Kabelproducenten NKT har også fået løftet kursmålet med 13 pct. til 136 kr. fra 120 kr. af investeringsbanken ABG Sundal Collier. Anbefalingen lyder dog fortsat på »hold«. Tirsdag stiger aktien 0,7 pct. til 126 kr.

REGNSKABSBYGE UDEN FOR C25

Uden for C25-indekset er der også tirsdag flere regnskaber. Biotekselskabet Veloxis stiger 5,9 pct. til 2,50 kr. efter at have leveret tal.

Køkkenvirksomheden TCM Group, der blandt andet ejer mærket Svane Køkkenet, har offentliggjort sine regnskabstal for første kvartal forud for handelsstart tirsdag. Aktien falder 1,8 pct. til 109,50 kr.

Rederiet Nordens regnskab for første kvartal viste en fremgang på toplinjen, mens resultatet før skat og renter (EBIT) faldt til 5,9 mio. dollar fra 18,4 mio. dollar i samme periode året forinden. Aktien stiger 0,4 pct. til 102,10 kr.

Forsikrings- og bankkoncernen Alm. Brand leverede et resultatet før skat en spids højere i første kvartal af 2019 sammenlignet med samme periode året forinden. Men aktien falder 0,2 pct. til 62,70v kr.

Totalbanken har også meldt sig på banen med tal for første kvartal og det bedømmer markedet til et kursfald på 3,6 pct. til 85,60 kr.

Yderligere kan investorerne se frem til regnskabstal fra æggebakkeproducenten Hartmann.

/ritzau/FINANS