Aktier: Debat om gældsloft tynger Wall Street

De amerikanske aktier faldt onsdag, trykket af usikkerheden om det amerikanske gældsloft.

Foto: Modelfoto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De stridende parter i Washington formåede endnu en gang ikke at nå til enighed, og samtidig gav dårligere end ventede tal for ordreindgangen af varige goder i USA et yderligere skub nedad.

Dow Jones faldt 1,6 point, S&P 500 gik 2 pct. tilbage og Nasdaq blev sendt i bund med et fald på 2,7 pct.

- Det syntes indlysende, at markedet har galt fat på hele Washington-debatten om gældsloftet. Der kommer ikke til at blive kursfest når kongressen og præsidenten opnår enighed. I stedet vil der ikke foreligge en aftale, før aktiemarkedet styrtdykker, siger Nicholas Colas, chefmarkedsstrateg i ConvergEx Group, til Financial Times.

Vix indekset, der måler volatilitet på aktiemarkedet, steg onsdag 13 pct., og nåede det højeste niveau siden marts. Der var dog enkelte positive takter på Wall Street i går.

Dunkin' Brands, der bl.a. står bag donutkæden Dunkin' Donuts, steg 47 pct. på aktiens første handelsdag. Selskabet hentede 442,8 mio. dollar ved børsnoteringen ved en pris på 19 dollar per aktie. Selskabet havde kun ventet at få mellem 16 og 18 dollar per aktie.

Amazon og Boeing blev løftet af gode regnskaber. Amazon, der kom med regnskab efter lukketid tirsdag, steg 3,9 pct. og Boeing, der kunne melde om en stigning i overskuddet på 20 pct., steg 0,8 pct.

Ford blev til gengæld straffet af investorerne, efter at have aflagt et regnskab for andet kvartal, der viste et fald i indtjeningen på 7,7 pct. Investorerne kvitterede med at sende aktien 4,4 pct. ned.

Ritzau Finans